I dag graver man diamanter op med entreprenørmaskiner på nogenlunde samme måde som man graver kul. Deres tilsyneladende sjældenhed og oppumpede værdi skyldes udelukkende den markedskontrol som diamanthandlerne De Beers udøver.
En fornuftig mine giver godt og vel 5 gram diamanter per ton materiale gravet. Kun godt 20% er af ædelstenskvalitet, men det er alligevel et temmelig fornuftigt forhold. Guld ligger på cirka 0,5 til 3 gram på ton, men forekomsterne er langt sjældnere. Der graves årligt 20 ton diamanter, hvoraf 6 ton skæres og poleres til smykkeindustrien. Til sammenligning graves der ikke mere end 2,5 ton guld og der findes der ikke mere end cirka 158.000 ton guld – alt guld over jorden lang sammen.
Mirny minen i Sibirien producerer 2 ton diamanter om året
Engang var tingene dog anderledes og diamanter var virkelige sjældenheder, som ofte havde enten religiøs, eller politisk, betydning. De første diamanter blev sandsynligvis gravet i Indien for mere end 3000 år siden. Indien er også det område, hvor diamanter først blev beskrevet omkring 300 e.v.t. Indtil 1730 var Indiens Guntur region faktisk den eneste kendte kilde for diamanter. Enkelte af disse historiske diamanter har opnået nærmest legendarisk status.
Den vulkanske klippetype Kimberlite, der ofte indeholder diamanter
En af de legendariske diamanter hed Akbar Shah og stammede fra Indien. Akbar Shah sad efter sigende på Mughal dynastiets påfugletrone, der i 1600tallets også kunne bryste sig af den berømte Koh-i-noor diamant. I 1886 blev den opkøbt af den Engelske købmand George Blogg, der fik den beskåret fra 116 karat til 71, 7 karat og samtidig fjernede diamantens to oprindelige indskrifter: “To the Lord of Two Worlds, 1039 A.H. Shah Jehan” og “Shah Akbar, the Grand King, 1028 A.H.”
Begge de navngivne herre var Mughal herskere og årstallets A.H stammer fra den muslimske kalender – Efter Muhammads flugt fra Mekka. George Blogg var den sidste kendte ejer af Akbar Shah diamanten og dens nuværende location er ukendt.
Der er ingen kendte billeder af Akbar Shah diamanten, så her er Muhammad Akbar på skovtur
Darya-ye Noor (Oceanet af lys) er en anden af Indiens berømte diamanter. Denne diamant tilhørte også Mughul dynastiet, men blev foræret til Nader Shah af Persien, efter han havde hjulpet dem med en punkteret kamel (ok, der var vist lidt mere politik i det, men den her historie er bedre).
Dens farve er bleg lyserød, hvilket faktisk gør den lidt sjælden. Man mener at den historisk var en del af en kæmpediamant, der tilhørte Mughal herskeren Shah Jahan, men som blev skåret op i to ædelstene: Darya-ye Noor og Noor-ol-Ain (Øjets lys). Begge diamanter blev en del af de Iranske kronjuveler og har befundet sig i Iran lige siden.
Ahmad Shah Qajar med Darya-ye Noor i panden
Den sidste af det berømmelige trekløver, var den kendte Koh-i-noor (Bjerget af lys). Ligesom Akbar Shah og Darya-ye Noor var koh-i-nor oprindeligt en del af Påfugletronen. Ifølge legenden blev Koh-i-noor fundet for over 5000 år siden, men det skal nok tages med et gran salt.
Den kendes dog helt tilbage fra 1323, hvor den tilfaldt det nye Tughlaq Dynasti, der herskede over store dele af Indien indtil omkring 1400, hvorefter deres magt indskrænkede sig til området omkring Delhi. Da Babur, den første Mughul kejser, indtog Indien, overgik ejerskabet til ham og Koh-i-nor forblev et symbol for Indiske herskere under de efterfølgende dynastier.
Da den britiske dronning Victoria i 1849 fik magten over Punjab, konfiskerede de traditionen tro Koh-i-noor. Der har siden været skrevet en del om denne transaktion, men uanset hvad, så endte den store diamant blandt de Britiske kronjuveler – hvor den stadig findes.
Den var i mange år anset som verdens største diamant, men der er senere fundet langt større diamanter. Desuden blev den skåret om i 1852, så den svandt ind fra 186 karat til 105 karat. Der er i øvrigt en forbandelse forbundet med Koh-i-noor, der siger at enhver mandelig hersker, der bærer diamanten, vil miste sin magt, eller komme slemt af dage – derfor bæres Koh-i-noor kun af kvindelige britiske regenter.
Den Britiske Dronningekrone med Koh-i-noor på toppen
I dag kan man fremstille kunstige diamanter, der er visuelt identiske med naturlige diamanter. Et faktum som smykkeindustrien forsøger at undertrykke, ligesom de undertrykker diamanternes tilgang til markedet og dermed holder prisen kunstigt oppe.
Om de virkeligt varer evigt er nok et spørgsmål om synsvinkel. Smykkeindustrien kan næppe holde de kunstige diamanter fra markedet i længden, så måske afvikles diamanthandlen indenfor dette marked over de næste 15-20 år. Selve diamanten skal man dog ikke kimse af. Naturen tager sig god tid, når der skal fremstilles diamanter og mange af dem er mere end 3,2 milliarder år gamle – det er forholdsvis tæt på en evighed, i hvert tilfælde hvis man venter på bussen.
