
Oak island er en 57 hektar stor ø ud for Nova Scotias kyst. Den er på nuværende tidspunkt beboet af en enkelt person, men Oak island har haft langt travlere dage. Lige siden 1795 har den nemlig verseret rygter om en nedgravet skat, gemt i øens berømte ”Money pit”. En skakt nedsunket under et træ, hvori der hang en gammel skibstalje.
Skakten er forsøgt udgravet utallige gange siden 16 årige Daniel McGinnis, der fandt den, arbejdede sig 10 m ned uden at finde andet end lag af tømmer, placeret cirka hver 3 meter. Det kunne om ikke andet tyde på, at skakten var menneskeskabt.
Det bemærkelsesværdige ved skakten på Oak island, er egentlig ikke rygterne om en begravet skat, men det faktum, at hver gang der graves, så fremstår skakten mere og mere enigmatisk. Ved det sidste udgravningsforsøg i 1971 var skaktens dybde over 72 m og registreret som bestående af utallige lag af forskelligt materiale. Desuden er skakten forbundet med havet således at den fyldes med havvand.
Hele vejen ned gennem skakten, har de forskellige gravehold fundet efterladenskaber fra de oprindelige udgravere. Der er blandt andet fundet kokosmåtter, hvilket er usædvanligt for Canada, forskellige metalgenstande, inklusive et helt lag af metalstumper, samt værktøjer der ikke er blevet nærmere tidsbestemt.
Det hidtil sidste udgravningsforsøg blev foretaget i 1971, hvor man som nævnt, nåede en dybde af 72 m. Rygterne vil vide, at et nedsænket kamera opfangede hvad der kunne tydes som en samling af menneskelige rester, værktøj og ikke mindst nogle kister (af skattekiste typen). Disse billeder er dog af ”lock ness monster” kvalitet og ikke 100% bekræftet. Desværre styrtede skakten sammen og yderligere udgravninger har indtil videre været umuligt, på grund af retssager mellem forskellige anpartshavere i foretagendet. Det forventes dog, at nye udgravningsforsøg påbegyndes inden for overskuelig fremtid, da de retslige stridigheder syntes at være overstået.
Indtil videre er 6 mennesker døde under forskellige forsøg på at nå den mytiske skat på bunden af skakten. Man skal nok huske på, at piraten Blackbeard udtalte, at hans skat var begravet ”hvor kun djævlen og mig selv kan finde den”.
Foruden piratskatte skorter det ikke på teorier om den mytiske skats oprindelse. Naturligvis er de allestedsnærværende tempelriddere medtaget i disse teorier, men også Marie Antoinette har fået plads blandt de teoretiske ejere. Hendes smykkesamling har nemlig været forsvundet siden revolutionen.

Nedgangen til “The Money Pit”

Det sidste udgravningsforsøg



