Hurling: The Fastest Game on Grass

Forestil dig en begivenhed, der er en blanding af hockey, kendo og et infanteriangreb. Flot, du har netop forestillet dig Hurling, en urgammel Irsk sport, hvor mænd er mænd og disse mænd på sportslig vis tæver hinanden med stave.

Spillets oprindelse fortaber sig i historiens tåger, men det har været spillet i mindst 2000 år og er altså langt ældre end nogen nedskrevet Irsk historie. Legendariske Irske krigere som Cúchulainn og Fionn mac Cumhaill spillede alle Hurling, når de altså ikke var i krig, eller på anden måde optaget af heltegerninger – faktisk starter historien om Cúchulainn med, at han som dreng dræber den lokale konge Culann’s vagthund med en Hurling bold og herefter må overtage hundens job som vagt for kongens gård. Han navngives derfor Cúchulainn: Culaans hund.

Den første historiske reference til Hurling, kommer fra Brehon loven, der blev nedfældet omkring 600tallet. Op gennem middelalderen holdes spillet ved lige, som en del af den Irske identitet under britisk besættelse. På forskellige tidspunkter forsøger myndighederne, at forbyde spillet. Sandsynligvis fordi det opildnede til national frigørelse. I 1527 kan man derfor læse i Galways annaler:

At no time to use ne occupy ye hurling of ye litill balle with the hookie sticks or staves, nor use no hand balle to play without the walls, but only the great foot balle.

Det var nu ikke bare sådan lige, at få bugt med den traditionelle sport og Hurling kampene fortsatte ufortrødent i landsognene, selvom fodbold faktisk blev hovedsporten i de mere britisk prægede byer. I 1700tallet fik Hurling et boost, da herremænd begyndet at holde deres egne hold og udfordrer hinanden i tourneringer. Spillet er nu ikke længere ulovligt og sporten begyndet at blive organiseret på landsplan.

Hurling er en holdsport, der spilles med to redskaber: en stav, der kaldes en Hurl, og en bold, der kaldes en Sliotar. Spillerne har en Hurl hver, men der er kun en Sliotar, så det glæder naturligvis om at erobrer bolden fra modstanderne. Banen er lidt ligesom en Rugbybane, med et H formet mål i hver ende. Derudover vil den uindviede tilskuer ikke ikke bemærke synderligt mange regler.

Hurl and Sliotar

Helt uden regler er det dog ikke. De to hold på hver 15 mand, spiller 2 gange 35 minutter (for senior landstourneringen), med mulighed for 5 udskiftninger – hvilket ofte er nødvendigt. Der er også en række ting, som ikke er tilladt.

Man må ikke samle bolden op med hånden. I stedet skal den løftes med staven, eller sparkes op i luften. Man må heller ikke kaste bolden, men gerne sende den afsted med flad hånd, eller selvfølgelig give den et dask med staven. Sidst, men ikke mindst, så må man ikke kaste med staven.

Der skores ved at skyde bolden gennem modstanderens mål. Enten over overlæggeren, hvilket giver et point, eller under overlæggeren (ligesom i fodbold), hvilket giver et goal, som takseres til 3 point. Der er en målmand og selvom det virker forholdsvis umuligt når man kigger på en kamp, så formår de faktisk at stoppe den lille Sliotar, selvom den kommer med et godt stykke over 100km/t.

Spillet kræver en ualmindelig god kondition og spillerne i landstourneringen er uovertrufne mestre med stav, hånd og fod. De beste spillere opnår nærmest legandarisk status og har man én gang vundet All-Ireland for sit county, så er der ofte gratis pints i de lokale pubber resten af livet. Hurling kaldes gerne ”The Fastest Game on Grass” og det er der nok heller ingen tvivl om: døm selv.

Spillets popularitet samler nemt 80.000 tilskuere til kvart og semifinalerne, samt naturligvis den store All-ireland finale. Begrænsningen på 80.000 skyldes udelukkende størrelsen på Nationale Hurling stadion i Dublin: Croke Park. Under finalen fyldes Dublin med fans fra provinsen, der ikke selv har billetter, men er taget til hovedstaden, for at se kampen i en af Dubling pubber. Heldigvis er Hurling en fest og der er meget sjældent ballade mellem fans fra de forskellige landsdele – ofte tværtimod, da Hurling talent værdsættes uanset hvem der har det.

Det er jo kun passende, at national drikken også sponsorere nationalsporten. Til trods for, at Hurling egentlig kun spilles i Irland, så spares der ikke nogle penge på reklamerne: Guinness og Hurling går hånd i hånd. I kan jo afprøve jeres engelske på kommentatoren – jo, der snakkes engelsk!

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Hurling: The Fastest Game on Grass, 10.0 out of 10 based on 1 rating
Be Sociable, Share!
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *