Grundet havets forholdsvis flade overflade og den næsten komplette mangel på en fornuftig baggrund, er det er ikke sådan bare lige at camouflerer et skib på havet. Det er selvfølgelig heller ikke altid man ønsker at camouflerer sine skibe, men hvis Tyske ubåde konstant sender dem til bunds (med en hastighed af 8 om dagen), så er det vist på tide at overveje sagen. Under første verdenskrig stod de allierede netop med det omtalte problem: Enter Norman Wilkinson.
Kunstneren Wilkinson var uddannet Southsea School og Art og havde havde specialiseret sig i maritime malerier. I 1917 befandt han sig som frivillig på ubådspatrulje i middelhavet, hvor han grublede over et middel mod de fordømte undervands-bøller. Han var ganske klar over problemet med at camouflerer et skib, der uanset hvad man gjorde, ville blive opdaget på den rygende skorsten. En dag hvor han stod og spejdede efter fjendtlige undervandsbåde, gik det pludselig op for ham, at man slet ikke behøvede at gemme skibet – Det ville være nok, hvis man ikke kunne bedømme afstanden og skibets hastighed og kurs. Ubådskaptajner sigtede nemlig efter skibe med en ganske manuel beregning over målets relative bevægelse.
Det var altså ikke udelukkende et spørgsmål om at se skibet, men også om at bedømme hvad helvede det lavede. Hvis man kunne sløre parameterene i ubåds-kaptajnene beregning, så var det knap så vigtigt at sløre selve skibet. Skibet skulle altså males så de kendetegn man bedømte efter, ville være uigenkendelige – ubådskaptajnen skulle Dazzles.
USS Leviathan med farver og striper i 1918
Camouflagebemalingen fik navnet Dazzle Camouflage, eller Razzle Dazzle. Den svage psykedeliske effekt af besynderlige zig-zag linjer og zebrastriper, var tilstrækkeligt til at forvirre Tyskerne, der var afhængige af optiske sigtemidler. Uanset hvordan det umiddelbart ser ud, så var Razzle Dazzle en stor succes for de allierede og men kastede flere penge efter forskellige undersøgelser af farve-sammensætning og geometrisk mønstre.
Det Britiske hangarskib HMS Argus med Dazzle i 1918
Succesen lå ikke direkte i at ubådskaptajnen ville ramme ved siden af, når han først var i position, men i at forvirre ham, så hans umiddelbare bedømmelse slog fejl og det derfor ville være langt sværere at manøvrerer til en fordelagtig position. Skibene sejlede nemlig en del hurtigere end ubådene og kun ved velovervejet manøvrering, så snart målet blev observeret, kunne en ubådskaptajn bringe sig i optimal angrebsposition. Det var her Dazzle Camouflagens virkelige styrke lå – desuden dulmede det nerverne blandt de allierede sømænd.
Den super-dazzled Franske krydser Gloire
Man benyttede Razzle Dazzle i forskellig udstrækning i mellemkrigsårene og under anden verdenskrig, men fremskridt i sigtemidler og i særdeleshed radarteknologi, gjorde den psykedeliske bemaling mindre effektiv. Efter anden verdenskrig forsvandt Razzle Dazzle camouflagen helt fra verdens krigskibe, bortset fra nogle få flotte museums-skibe som HMS Belfast
USS St. George Seaplane Tender i slutningen af anden verdenskrig
USS Charles S. Sperry frisk fra værftet i maj 1944
Den lette krydser HMS Belfast som den var malet under anden verdenskrig
