Så vidt man ved, så var det selveste Leonardo Da Vinci der først designede et par vandsko. Leonardos udgave var en form for overdimensionerede badetøfler af kork, samt et par stave der ligeledes var udstyret med en korkplade. Det vides ikke om de nogensinde blev afprøvet, men moderne efterligninger virker efter hensigten, så det er muligt at 1400tallets Italienere har, kunne fornøje sig over synet af en gammel langskægget herre på spadseretur langs middelhavets kyster.
Uanset om Leonardos vandsko virkede, eller ej, så ramt han åbenbart den universelle formel for vandsko og de utallige opfindere der siden har forsøgt sig med denne skotype, har i virkeligheden bare tegnet afarter af Leonardos vandsko.
Det næste veldokumenterede forsøg med vandsko, kom fra 1840ernes Hannover, hvor Robert Kjellberg og Tonnes Balcken elegant gled over søen Maschsee på pontonsko fremstillet af tyndplademetal. Det var naturligvis med håb om en militærkontrakt, at de to vovehalse traskede rundt på søen. De påviste da også, at man kunne medbringe både oprustning og våben, uden at synke til bunds. Militæret var dog ikke synderligt interesseret, så Kjellberg fortrak til det engelske, hvor det victorianske borgerskab faldt på røver af benovelse over hans vandgangsevner. Vandsko og vandvandring blev det helt store hit.
Aviserne lod sig rive med af den nye opfindelse og forudså en tid, hvor vandringsmænd ikke længere skulle træde hårde stene under fode, men frit kunne glide af sted på floder og kanaler. Desuden undgik man færdsel på vejene, hvor skødesløse kuske drev deres farlige hestevogne med uhørte hastigheder. Vandvandring var fremtiden – eventuelt med en ballon for ekstra sikkerhed.
En af vandvandringens helt store kanoner, var amerikaneren Charles W. Oldrieve, der havde udnævnt sig selv til professor, som var datidens vane blande eksentrikere. I 1907 vandrede Oldrieve de 2600km fra Cincinnati til New Orleans på 40 dage og vandt derved $5000 fra storspilleren Alfred Woods. Han var nu heller ingen nybegynder indenfor vandvandring, som han havde udøvet siden 1880erne. Hans store drøm var en tur over Atlanten, men det blev ved drømmen. I stedet optrådte han med vandvandring rundt omkring i USA og blev ganske berømt og feteret.
Det amerikanske patentkontor havde dog allerede i 1857 udstedt patent på vandsko til en mand ved navn Henry Rowlands, men som oftest med disse patenter, så er der ikke noget bevis for opfindelsens egentlige brug. Muligvis eksisterede Rowlands ”Apparatus for walking on the water” kun i opfinderens hoved. Det er lidt bekymrende, at Rowlands tilsyneladende anså sin opfindelse for et redningsfartøj, da skoene ganske åbenlyst er temmelig farlige.
I 1918 indgav endnu en amerikaner en patentansøgning. Martin Jelalians opfindelse, der jo skulle afvige fra det tidligere patent, blev betegnet ”Device for walking upon the surface of the water” og involverede også en gasballon, der skulle lette vægten af vandvandringsmanden. Ansøgningen specificerede yderligere ”The object of the invention is to provide a device of such character that will easily permit a person to walk upon the surface of the water in a most safe and successful manner.”
Vandvandring vedblev at betage småeksentrikere og man har efterhånden fået afpudset teknologien så meget, at Franskmanden Remy Bricka i 1988 som den første og hidtil eneste, kunne vade over atlanterhavet fra Tenerife til Trinidad på polyester vandsko. Turen tog 40 dage,
Remy Bricka forsøgte sig i 1990 også med en tur over Stillehavet, men måtte reddes i land syd for Hawaii efter 5 måneder og en vandring på godt 7800km. Et fejlslået forsøg, men sikken et forsøg!
Der er forbløffende få billeder af Remy Brickas vandring, men da han har et professionelt one-man-band, så lykkeder det mig at finde et CD cover fra hans ”Marcher sur l’eau” album, men i skal da heller ikke snydes for et billede af Remy Bricka som musiker – jeg sagde jo det var en sport for eksentrikere.
På den seneste har vandvandring endelig fjernet sig fra Leonardos korkskodesign. Den såkaldte Water Walk Ball er det sidste skrig indenfor genren og den ser faktisk både nemmere og mindre farlig ud. Ildsjælene holder dog stadig fast ved de traditionelle vandsko, som der årligt afholdes konkurrencer med. Der er dog ingen vandvandringsmand der har opnået mere berømmelse end gamle Charles W. Oldrieve – det skulle da lige være ham fra biblen….
