Forskerne på Lawernce Livermore National Laboratory har sat $3.5 milliarder på højkant, i et forsøg på at lave en lille pastilagtig pille til verdens nye rene og sikre energikilde.
Hovedforskeren bag projektet er amerikaneren Edward Moses. En 66årig fysiker, der har sat sit rygte og resten af sin karriere på spil i kapløbet om atom-fusion. Moses mener nemlig, at den lille pille af deuterium og tritium kan danne grundlag for en atomar reaktion, der binder de to stoffers kerner sammen. Hvis man altså blaster pillen med en meget kraftig laser.
Atom-fusion er den proces vores sol bruger til at fremstille energi, så der er altså tale om ret velvoksne energimængder. Modsat atomfission, der som bekendt afstedkommer radioaktivt affald, så er atomfusionen en ren proces, hvor affaldsstoffet er ganske ufarligt helium. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt og folk står da også i kø, for at latterliggøre Moses og hans fussions-projekt.
Det er ikke selve processen de tvivler på, den foregår konstant i solens indre, men kontrollen med processen. Det kræver nemlig en usandsynlig kraftig og præcis laser, hvis man skal undgå at energien udløses med et drøn. For at udvinde brugbar energi af processen, så skal systemet frembringe en serie af små kontrollerede eksplosioner.
Folkene bag National Ignition Facility (laboratoriet på Livermore) mener altså, at de har bygget et fusionssystem der vil virke. Resten af forskerverdenen holder sig mindre optimistisk. Det er en stående joke i de kredse, at fusionsenergi er 40 år ude i fremtiden, og at den altid vil være 40 år ude i fremtiden.
Moses er nu ikke så tvivlende, han forventer, at omkring 2020 vil energiforsyningerne begynde at skifte til fusionsenergi og i år 2050 vil det være den mest udbredte måde at lave energiforsyning på. Det skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det er bestemt et lækkert anlæg de har bygget. Moses regner med, at påbegynde forsøgene i efteråret 2010 – man må jo bare håbe det lykkedes for dem.





