Fra 1888 og de næste 50 år, rejste læreren Evald Tang Kristensen utrætteligt over den jyske hede og indsamlede historier, vitser, ordsprog, eventyr, overtro, sagn, viser og sange fra de jyske bondesamfund. I alt interviewede han omkring 6500 mennesker, primært blandt de fattige hedebønder. Der er ingen forsker indenfor dansk kultur, der har udført et større arbejde end Tang Kristensen. Han er på alle måder, at betragte som Folkemindesamlingens Indiana Jones.
Som enhver anden præindustriel kultur, var det danske bondeliv i 1800tallet præget af fortællinger og sang. I en tid hvor de færreste kunne læse, var historier og viser en naturlig måde, at udbrede nyheder og hændelser på. Naturligvis var det hele ikke socialrealisme, der var også en del sange og historier, der udelukkende havde underholdning for øje.
Underholdningssagnene var gerne gennemsyret af uanstændighed, for når oldefar festede, så festede han og her måtte man gerne, modsat i kirken, synge om pik og patter. Måske er der grundlæggende noget forfriskende, ved at blive småforarget over disse provokerende tekster. Det har sikkert også hjulpet, til at løse lidt op for festlighederne. Hvor om alting er, så var de frække viser umådeligt populære.
Tang Kristensens samling indeholder 3000 viser, 1000 melodier, 2700 eventyr, 2500 skæmtesagn og 25.000 sagn. Foruden et kæmpe antal rim og gåder, samt almindelige optegnelser over datidens bondeliv. I alt 24.000 håndskrevne sider. Meget af samlingens ældste materiale strækker sig mindst tilbage til middelalderen, for sange og historier gik ikke så hurtigt af mode dengang. Faktisk er sang og fortælling den ældste form for historisk overlevering og samtlige oldtidshistorier vi kender i dag, har oprindeligt været overleveret mundtligt. I de lande hvor historiefortællingen stadig lever, findes der mundtligt materiale der går over 2000 år tilbage i tiden – overleveret fra person til person indtil nutiden.
Som violinist kunne Tang Kristensens skrive noderne til de indsamlede sange ned, men det er naturligvis ikke helt det samme, som at hører dem sunget i bondestuerne. Derfor tog han I 1907, 1922 -25 og 27 en fonograf med rundt i landet og optog spillemænd og visesangere, hvis særlige kunstart ellers ville være forsvundet for altid.
Det var særligt sangene, der indeholdt provokationer til datidens moral. En tilrejsende spillemand kunne nemlig tillade sig mere, end de lokale ville slippe afsted med. Man var jo gæstfri nok, til at se gennem fingre med en fremmeds manglende pli. Sange om hor, druk og amoralsk opførsel giver forskere en fornemmelse af, hvad man anså som morsomt, frækt, eller på anden måde forargeligt i bondesamfundene.
Det var nu ikke bare datidens grænser der blev overskredet af disse sjofle viser. Den danske folkesanger Cæsar, havde i 60erne problemer med udgivelsen af sine fortolkninger af sagnene. De var simpelthen for frække til tidens moral, han havde ganske vist også valgt den absolut mest sjofle del, men alligevel måtte censuren bøje sig, da det blev bevist, at sangene faktisk var ægte folkeminder.
Her er et par af Cæsars indspilninger af de frække gamle sange:
Den lange Hr. JensenSom man kan høre, så kunne bedstefars viser sagtens hamle op med Snoop Doggy Dog og hvad de nu ellers hedder, når det glæder sangtekster. Det er faktisk usandsynligt, at en moderne sang med samme indhold, ville blive spillet meget i radioen. Det er nu meget sjovt at høre, hvad de gamle bønder grinede fjoget af for 100 år siden – faktisk tror jeg, at de fleste af os stadig griner fjoget.
