Indimellem er der designere der tænker så langt ”udenfor boksen”, at man slet ikke kan se hvilken boks de kom fra. Bil og flyingeniøren William B. Stout designede i 1932 en hel ny biltype, der var så langt foran tidens konventionelle bildesign, at det først var i 50erne designet begyndte at blive populært. Hans Stout Scarab var nemlig verdens første minibus.
Modsat alle andre af tidens biler, der havde separat chassis og et karosseri med en langstrakt front, hvori motoren var placeret, så havde Stout Scarab et selvbærende karosseri med motoren placeret bagerst, hvilket skabte en rummelig kabine, eller en ”rejsemaskine” som William Stout kaldte den.
Stouts bildesign fulgte datidens flykonstruktioner, med den selvbærende aluminiumskrop og en vis implementering af aerodynamisk formgivning. Selvom den i dag anses for at have en vis charme, så var Scarab dog generelt anset som et uhyggeligt grimt køretøj af datidens automobilkøbere.
Men Stout Scarab’s design handlede slet ikke om det udvendige. William Stout havde designet den med indvendig plads og komfort for øje og i den henseende var den årtier foran sine samtidige. Faktisk betegnes Stout Scarab gerne som verdens første serieproducerede minibus. Bilen havde kun en dør i højre side, som passagerer benyttede og en dør foran i venstre side til chaufføren. I kabinen var der plads til 5-6 passagerer, der kunne flytte sæderne rundt ligesom i en moderne minibus.
I tidens Art Deco stil, var interiøret udført i stilistisk egyptisk design, med læder, ædeltræ og krom. Undervognen havde uafhængig affjedring og med den store Ford V8 motor i bagenden, havde Scarab faktisk glimrende køreegenskaber for tiden. Et enkelt minus var det manglende udsyn bagud, da bilen ingen spejle havde og bagruden nærmest var ren pynt.
Den første prototype kørte fra fabrikken i 1932 og en mere avanceret udgave så dagens lys i 1935. Prototype nummer 2, var fremstillet hovedsageligt i stål, da aluminium viste sig at være for dyrt. William Stour beregnede en produktion på omkring 100 biler om året og køretøjet fik faktisk gode anmeldelser i tidens motormagasiner. Desværre lå prisen på $5000, i en tid hvor Chryslers luksusbiler kostede under $1500. I 30ernes økonomiske klima, var der ikke mange der kunne smide $5000 efter en minibus, så Williams forventede produktion viste sig yderst optimistisk. Den blev aldrig fremstillet mere end 9 håndbyggede Scarab biler. Fem af disse eksisterer stadig.
William B. Stouts var ikke bare bildesigner, hans andre opfindelser inkluderer det justerbare bilsæde og præfabrikeret boligbyggeri, desuden designede han Fords populære Ford Trimotor passagerfly.
Den amerikanske Skarabæ,






