Da hotel Hõsgi Ryokan i Japan åbnede sine døre, gik vi europæere stadig og undrede os over, hvad der egentlig var sket med romerriget, muslimerne havde netop indtaget Spanien og Charlemagne var blevet frankernes konge. Herhjemme var vi ved at klargøre til vikingetiden, der dog først startede godt 100 år senere.
Hõsgi Ryokan er altså ikke noget nyt hotel. Faktisk er det med 1300 år verdens ældste hotel og ikke nok med, at det er verdens ældste hotel, det har også tilhørt samme familie siden det åbnede i 718. I 46 generationer har Hōshi familien betjent spa hotellets gæster. Hõsgi Ryokan er også verdens ældste eksisterende firma, efter det Japanske firma Kongõ Gumi lukkede i 2006.
Ifølge traditionerne, så var det munken Taicho Daishi der fandt stedet, da han besteg det hellige bjerg Hakusan. I en vision så han bjergets ånd, der fortalte ham at der var helbredende kilder, hvis han altså gad grave lidt efter dem. Daishi fandt kilderne og helbredte de lokale for alskens sygdomme. Som munk havde Daishi dog ikke en hoteladministrator gemt i maven (buddhistmunke søger normalt ro og stilhed), så han overlod forretningen til eleven Garyo Hōshi, der virkelig tog ideen og kørte derudaf.
Ganske vist er det ikke helt den samme bygning, men grundlæggende er det originalbygningen med de småforbedringer og udbygninger man kunne forvente efter 1300 år. I dag har hotellet 100 værelser, med plads til 450 gæster. En overnatning koster omkring 3000kr for et dobbeltværelse inklusive aften og morgenmad.






