Den portugisiske by Sintra har historie helt tilbage til 1000tallet, hvor den arabiske geograf Al-Bacr beskrev den i sine optegnelser, men da var Sintra allerede flere hundrede år gammel. En maurisk borg var opført allerede i 900tallet, men desværre blev den næsten helt ødelagt i 1147. I dag findes der dog stadig 4 vagttårne fra fæstningen. Samt store dele af en restaureret ringmur.
Sintra er hjemsted for det kongelige portugisiske sommerslot Palácio Nacional de Sintra, der dog overgik til republikken efter monarkiets fald i 1910. Byen havde sin storhedstid i 1800tallet, hvor den romantiske arkitektur blomstrede og pengekassen åbenbart var temmelig fuld. I hvert tilfælde opførtes det ene storslåede bygningsværk efter det andet.
I 1995 blev hele det kulturelle landskab omkring Sintra optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste og er i dag en af Portugals helt store turistattraktioner. De mange turister skaber arbejde og byens befolkningstal er nærmest eksploderet. Man forventer at den i løbet af de næste 20 år overstiger hovedstaden Lissabon.










