Under påskud af at udbrede demokrati, har det amerikanske rumfartsselskab NASA netop bombarderet månen med et 2 ton tungt Centaur rakettrin. Lunar CRater Observation and Sensing Satellite (LCROSS), som denne mission kaldes, er udtænkt som en lidt voldsom måde at analyserer materiale fra indersiden af månens sydlige Cabeus krater. LCROSS blev opsendt i juni sammen med den mere avancerede Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO) og bruger som nævnt Centaur booster-trinnet fra den anvendte Atlas V løfteraket.
Ideen er ganske simpel: smask noget tilstrækkeligt tungt ind i månen og lad LCROSS analyserer det materiale der hvirvles op. Håbet er at finde spor af vand (is) kastet op nede fra Cabeus kraterets skyggeside. Centaur trinnet ramte månen tidlig i morges, med en hastighed af 10.000km/t, flyttede godt og vel 350 ton materiale og efterlod et 4m dybt krater på 20m i diameter. LCROSS analysefartøjet susede derefter gennem søjlen af materiale og bankede selv ind i månen kort tid efter, dog i en langt mindre spektakulær målestok.
NASA har nu en stor mængde data, som de over de næste par år skal analyserer i detaljer. Hvis de skulle have fundet ispartikler i materialet, så går det dog næppe lang tid inden det offentliggøres. Is på månen vil betyde at arbejdet med en eventuel fremtidig månebase, vil lettes betydeligt, da man dermed ikke behøver at fragte mange ton vand fra jorden til månen – og hvis du troede flaskevand var dyrt i Danmark, så køb en flaske i rummet.




