Selvom man ofte forbinder Sovjetunionen med udforskning af sydpolen, så kom de relativt sent ind i legen. Efter anden verdenskrig havde Sovjetiske hvalfangere opereret i området, men nogen videre videnskabelighed blev det ikke til. Først i 1955 udskibede en ægte videnskabelig ekspedition fra Kaliningrad med kurs mod det sydlige kontinent. Ekspeditionen skulle blive den første af i alt 36 lignende ekspeditioner og en lang række forskningsstationer, spredt ud over kontinentet.
September 1955 sejlede skibene ”Ob”, ”Lena” og køleskib Nr. 7.(hvad man så skal med et køleskib på sydpolen) af sted under ledelse af Mikhail Somov. Både ”Ob” og ”Lena” var store isbrydere, så de var veludrustede til opgaven.
Ob ledes ud af Kaliningrad havn
I starten af januar 1956 ankom de til sydpolen og hejste den røde banner. Hen over foråret oprettede de forsøgsstationen Mirniy, hvor man stadigvæk forsker i seismologi, meteorologi, marinebiologi og glaciologi. Den er bemandet hele året, men befolkningen vokser fra 60 til omkring 170 under den antarktiske sommer.
Ekspiditionen ankommer til isen
Hvor de møden en pingvin
Udover oprettelsen af Mirniy stationen foretog man en række landekspeditioner, for at finde egnede steder til yderligere 2 forskningsstationer: Sovetskaya og Vostok. Den sidstnævnte var senere hjem for det forskerhold der i 1996 opdagede glacisersøen Vostok (som den tydeligvis også lagde navn til). Sovetskaya var kun åben frem til 1959.
Det blev en travl kort sommer
I 1957 havde de fået nok af kulden og sejlede hjem mod Kaliningrad. De efterlod dog ikke sydpolen uden Sovjetisk bemanding, da Sovjetunionens anden antarktiske ekspedition var afsejlet allerede året før. Faktisk har det antarktiske kontinent haft Sovjetisk, eller nu Russisk, tilstedeværelse lige siden Somov ankom i 1956. Som tak for indsatsen navngav men en glaciser i det østlige Antarktis efter ham.
Der blev sejlet helt tæt på
En mekanisk slæde
Mikhail Somov nyder sommeren
