Når man er ved at stable et arbejdeparadis på benene, så kan man naturligvis godt have brug for lidt reklame. I Sovjetunionen besluttede man, at folkets mange succesfulde projekter derfor skulle på tryk og kundgøres blandt verdensproletariatet. Derfor smurte man propagandasprøjten og udgav”USSR In Construction“.
Magasinet var en hyldest til de konstruktionsprojekter Sovjetunionen udførte og fremstillede nationen som verdens næste industrimagt. De enkelte udgaver fokuserede på temaer, eller initiativer, og fremstillede kunstnerisk sovjetborgernes heltemodige stræben efter Stalins teknologiske visioner.
Magasinet udkom på 5 sprog (Russisk, Engelsk, Fransk, Tysk og Spansk), så enhver arbejder kunne læse om mulighederne under Stalins nationale planlægning. Selvom det også udkom på Russisk, så var det nu ikke tiltænkt Sovjetunionens borgere, der selv kunne mærke Stalins planer på egen krop, men møntet på Vesteuropas venstreorienterede. Bernard Shaw og H. G. Wells var efter sigende blandt abonnenterne.
Magasinet udkom i A3 størrelse, så der var farverig socialisme til kaffen søndag morgen i mange europæiske hjem. Desuden indeholdt den folde-ud-sider i høj kvalitet og var i virkeligheden en helt ny læseoplevelse for mange mennesker. Fordi datidens tryksager ikke var videre sindsoprivende. Et særnummer i 1934 om den 17ende kongres for kommunist partiet, indeholdt endda en grammofonplade med optagelser fra en fremlæggelse af luftballonen USSR’s højderekord. Ligesom en udgave om Maxim Gorky flyet (den gigantiske Tupolev ANT-20) havde et omslag af aluminium.
USSR In Construction udkom indtil anden verdenskrig satte definitivt punktum for distribution til europa. Det var på alle måder et ultramoderne magasin, der til trods for den rå propaganda blev anset for acceptabel læsning i de fleste kredse. Efter krigen forsøgte man at genoplive magasinet, men tiderne havde ændret sig og USSR In Construction kunne ikke længere trække læsere. Efterfølgende udkom en række andre propagandamagasiner der sigtede på det internationale marked, men heller ikke disse kunne finde fodfæste under den kolde krigs sovjetfrygt.
Stalin havde sidst i 20erne udtalt, at socialrealisme var den eneste acceptable form for kunst – sådan! Der var derfor mange lidt mere avantgarde kunstnere i sovjetunionen, der vendte sig mod fotomontagen som et alternativt udtryksmiddel. Gennem USSR In Construction fik de mulighed for at omgå de officielle restrektioner der var lagt på billedkunsten. Resultatet ses i magasinets mange kunstneriske illustrationer.
Indenfor de sidste godt 10 år, har mange illustrationer fra magasinet været udstillet på kunstmuseer rundt omkring i verden, blandt andet Tate museet i London der havde en særudstilling om magasinets grafiske kunst. Herunder er et par udvalgte dobbeltsider fra udstillingen.










