Når det gælder videnskabelige boringer, så tog Sovjetunionen ikke bagsæde til nogen som helst. Sidst i maj 1970 startede de boremaskinen op og begyndte den lange seje ved mod jordens kerne. Man henlagde boringen til en fjerntliggende egn på den fjerntliggende Kolahalvø, hvor støjende borebisser ikke kunne generer nogle. Projektet kaldte man meget passende: Kola Superdeep Borehole. Baggrunden for projektet var sandsynligvis et ønske om, at overgå det Amerikanske Project Mohole, der i 60erne var trængt 183m ned under stillehavsbunden, der i forvejen var 3,5km nede.
Den oprindelige borestation til superdybe huller
Til trods for projektets tilsyneladende trivielle formål (hvis man ikke er geolog, eller geofysiker), så var det et projekt der tiltrak sig Sovjetunionens øverste lag af ingeniører og videnskabsfolk. Projektet var også særdeles vellønnet efter tidens forhold og deltagere fik tilmed an lejlighed i Moskva. Sovjetterne var lige så stolte af deres dybe hul, som de var af deres rumfartsprogram og deres atomundervandsbåde. Det er jo også noget Socialistisk ved mænd med kedeldragt og sikkerhedshjælm.
Nedad kammerater, nedad mod Kina!
I 1983 var hullet godt 12km dybt, men det gik efterhånden temmelig langsomt med borearbejdet. I 1984 brækkede et stykke af boret og forhindrede yderligere dybde på boringen. Man besluttede at starte forfra, eller næsten forfra, og genstartede boringen i 7km dybde. I 1989 var de nået 12,262m ned, hvorefter boringen stoppede. Officielt på grund af højere temperaturer end forventet, men uofficielt fordi det nu kun er sjovt at bore huller i et begrænset tidsrum, før det bliver kedeligt.
Borebisserne fejer 12km og ser frem til de 15km – would you invest?
Til trods for, at Kolahullet ikke nåede den dybde man havde håbet, så var det alligevel en teknisk triumf. Boringen trængte cirka en tredjedel ned gennem den baltiske kontinentskorpe og tog prøver af klipper der er mere end 2,7 milliarder år gamle. Desuden gav det en masse geofysiske data, der ikke havde været tilgængelige før. Man arbejder stadig med geofysiske og geologiske opgaver i Kolahalvøens borestation, men der er indtil videre ingen planer om at genoptage arbejdet med det superdybe hul, der stadig er verdens dybeste.
Center for Superdybe boringer og komplekse undersøgelser af jordens indre
