Bagsiden af det gamle New York

I 1870 rejste den Danske den 21årige snedker Jacob Riis til Amerika. På den tid var det ikke sådan lige at finde arbejde som snedker og da Riis samtidig var blevet afvist under et frieri, var beslutningen om emigration ikke den sværeste at tage. Han ankommer i et New York, der er uendeligt langt fra nutidens billede af storbyen.

New York var, som resten af Amerika, stadig ved at rejse sig efter borgerkrigen. Samtidig var industrialiseringen i fuldt sving, med alt hvad der dertil hører af arbejderklasseproblemer. Titusindvis af mennesker flyttede mod storbyen og emigranter ankom fra Europa i enorme mængder. New York forsøgte at opsluge dem alle, men med 130.000 mennesker på en enkelt kvadratkilometer i Lower East Side, var byen en heksekedel af social uro og umådelig fattigdom.

Riis blev ansat som kriminalrapporter for New York Evening Sun og kom under det arbejde rundt i byens mørkeste og mest usle kringelkroge. Helt fra barndommen havde Riis haft et særligt blødt punkt i hans hjerte for verdens fattige og forhutlede stakler – I New Yorks slum fandt han dem i titusindvis.

En baggård i Bleecker Street i 1880erne

En baggård i Bleecker Street i 1880erne

New York i 1880erne - Faldefærdige lejekaserner

New York i 1880erne - Faldefærdige lejekaserner

Baggård i en af de lejekaserner, hvor størstedelen af byens befolkning boede

Baggård i en af de lejekaserner, hvor størstedelen af byens befolkning boede

Riis anså det som sin pligt, at dokumenterer de kummerlige forhold byen bød sine laveste klasser. Som journalist medbragte han sit kamera, når han med politiet besøgte de steder, som byens velhavende nægtede at tage alvorligt. På den tid, var den udbredte holdning, at folk fik som fortjent. Det blev anset som noget nærmest religiøst, at nogle var rige, mens andre døde af sult.

Riis var ikke den eneste der forsøgte at vække opmærksomhed omkring de fattiges kår. Sidst i 1800tallet skød en bevægelse for social reform op blandt byens mere velhavende intellektuelle, men først da Riis lagde dokumentation på border med bogen ”How the Other Half lives”, begyndte der at ske forandringer i byens håndtering af fattigdom.

Beboelse i baggården for 1 dollar om måneden

Beboelse i baggården for 1 dollar om måneden

Hjemløse kvinder overnatter på en politistation

Hjemløse kvinder overnatter på en politistation

Loftkammer og soveværelse i Five Points

Loftkammer og soveværelse i FIve Points

I bogen tegner Riis, gennem ord og billeder, et brutalt billede af livet blandt New Yorks nederste lag. Læsere der har set Martin Scorseses ”Gangs of New York”, vil have et indtryk af forholdene, da filmen, til trods for dens Hollywood tilgang, grundlæggende viser et realistisk billede af datidens New York. Gangs of New York beskriver slumkvarteret Five Points, der var tidens hårdest belastede område. Riis arbejdede ofte i Five Points og kunne fortælle om daglige mord, overfald og anden kriminalitet. Banderne fra filmen er også taget fra det historiske New York; The Bowery Boys, Roach Guards og Dead Rabbits, var faktiske kriminelle bander, der terroriserede slumområderne og var forgængere for det der siden skulle udvikle sig til den Amerikanske Mafia.

Den berygtede Bandits Roost passage nær Mulberry street

Den berygtede Bandits Roost passage nær Mulberry street

Arbejdsløse knægte spiller terninger i en opgang

Arbejdsløse knægte spiller terninger i en opgang

Five Points banden Shirt Tails under en bro i 1870erne

Five Points banden Shirt Tails under en bro i 1870erne

Bottle Alley, Whyó bandens hovedkvarter

Bottle Alley, Whyó bandens hovedkvarter

Naturligvis var det ikke kun de voksne der led under de hårde kår. Børnene havde det lige så slemt. De heldige havde stadig en familie, der kunne tage vare på dem, men ofte var børn udskibet fra Europa, med et håb om at finde noget familie der kunne tage sig af dem, når de nåede frem til Amerika. I en tid med ringe kommunikation over Atlanterhavet, ankom børn ofte til New York uden nogensinde at finde de familiemedlemmer der skulle tage vare på dem. Disse var enten døde, eller var rejst vestpå i håb om en bedre tilværelse. Dertil kom børneflokke, hvor forældrene var døde, eller havde smidt dem på gaden for at mindske den økonomiske belastning fra en stor børneflok. New Yorks slumkvarterene vrimlede derfor med forældreløse børn i alle aldre.

Børnene kunne enten leve på gaden, hvor de overlevede ved tiggeri, eller forskellige former for småkriminalitet, eller tage arbejde i en af de små fabriksstuer, der levede af underleverancer til industrien. Arbejdet blev ofte udført under slaverilignende forhold, med en arbejdsdag på over 14 timer og ingen, eller kun ringe, løn. Som betaling for arbejdet havde barnet kost og logi. Vold og overgreb mod børn var praktisk talt lovligt, da politiet hverken havde bevillinger til håndhævelse af lovene, efterforskning af forbrydelserne.

Gadebørn fra New York i slutningen af 1800tallet

Gadebørn fra New York i slutningen af 1800tallet

Arbejdsdreng på en klædefabrik i Mulberry street

Arbejdsdreng på en klædefabrik i Mulberry street

Gadebørn som taget ud af en Charles Dickens roman

Gadebørn som taget ud af en Charles Dickens roman

Hvor gadebørnene ofte fandt trøst hos hinanden, fandt de voksne gerne trøst i slummens utallige værtshuse. Den der tjente en skilling, kunne lyste sig på de ulovlige værtshuse, mens de helt fattige måtte tage til takke med et besøg på byens ”Stale Beer Dives”, hvor øllet bestod af rester fra værtshusenes spildbakker, tilsat trækul for at forbedre smagen. Disse uhyrlige knejper, var værre end nogen wild west saloon, med vold og mord som en del af hverdagens begivenheder.

Værthus fra 1890ernes New York

Værthus fra 1890ernes New York

Aftenhygge i en Stale Beer Dive

Aftenhygge i en Stale Beer Dive

På baggrund af det store sociale arbejde, som blandt andet Jacob Riis var drivkraft for, ændredes slumkvarterene i New York omkring århundredeskiftet. Five Points blev saneret og byen oprettede fattighuse og børnehjem. Ligesom beskyttende love blev vedtaget, for at forbedre boligsituationen for de hundredetusindevis af lejere. Byen anlagde parker og rekreative områder, så slummens beboere havde mulighed for en smule frisk luft nu og da. Frem for alt var Riis arbejde med til at sætte fokus på de fattiges kår og var kraftigt medvirkende til en ændring i selve opfattelsen af de fattige, hvilket inspirerede byens mere velhavende, til at deltage aktivt i det sociale arbejde.

New Yorks slum forsvandt dog aldrig. Helt frem til vores dage kan lignende billeder desværre findes i byens hårdest belastede områder. 1980erne så endnu en kamp for forbedringer, hvor mange nyopståede slumkvarterer blev saneret, men i en by med millioner af beboere kan det ofte være en ulige kamp, hvor ny slum opstår, når den gamle saneres. Man anslår i øvrigt, at der i dag stadig er tusindvis af slavearbejdere i New York.

En jøde fejrer sabbatten i en 5 cent sovesal

En jøde fejrer sabbatten i en 5 cent sovesal

Soveplads i en kælder i Lodlow Street

Soveplads i en kælder i Lodlow Street

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.3/10 (6 votes cast)
Bagsiden af det gamle New York, 9.3 out of 10 based on 6 ratings
Be Sociable, Share!
Posted in Billeder, Historie | Tagged as: , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *