Det stod der ikke i brochuren

565: Den Irske munk og missionær Sankt Columba, beskriver som den første det berømte søuhyre fra Loch Ness. Ham møder en flok lokale, der er i færd med at begrave en mand, som de siger blev dræbt af uhyret under en svømmetur. Skt. Columba sender resolut en af sine følgesvende på en tilsvarende tur, hvorefter uhyret atter dukker op for at æde ham. Columba slår korsets tegn og råber ”Gå ikke længere, rør ikke den mand, Gå straks tilbage” (hvorfor hører jeg Gandalf råbe ”You shall not pass!”) , hvorefter uhyret stikker af.

Siden dengang har forskellige tågehorn råbt og skreget om et uhyre i søen, selvom ikke den svageste skygge af bevis nogensinde er fundet. Til trods for både sonartrolling og konstant kameraovervågning, for ikke at tale om de titusindvis af turister, der hvert år besøger området.

Loch Ness med Castle Urquhart i forgrunden

1952: Den berygtede Franske fangekoloni Djævleøen permanent. Øen havde fungeret som fængsel for særligt uønskede fanger siden 1852, men havde ikke modtaget nye fanger siden 1938. De tilbageblevne fanger overførtes til fængsler i Frankrig.

Fængslet var anlagt på 3 afsidesliggende klippeøer ud for Fransk Guyanas kyst, men omtales i dag som et enkelt fængsel: Djævleøen. Det officielle Franske navn ”Bagne de Cayenne”, betyder Straffekolonien ved Cayenne (hovedstaden i Fransk Guyana), er mere rammende for systemet af fængselsbygninger på de 3 øer. ”Djævleøen” var i sin storhedstid anset som et af verdens hårdeste fængsler og huserede i årenes løb over 80.000 fanger. Et malaria, tyfus og dysenteribefængt tropehelvede, hvor den eneste forbindelse til omverden, var en 11km sejltur til Sydamerikas kyst.

Oprindeligt skulle de fængslede efter afsoning tilbringe en tilsvarende periode i selve Fransk Guyana, for på denne måde at befolke kolonien. Fangerne blev ved frigivelse derfor tildelt et stykke land, til at slå sig ned på. Dette system blev dog afskaffet i 1907, fordi det gav mere papirarbejde end indbyggere.

Djævleøen har haft sin del af berømtheder, hvoraf Henri Charrière er den mest kendte gennem hans biografi om opholdet: Papillon. Den mest tragiske var nok René Belbenoit, der oprindeligt var indsat for tyveri af nogle perler i 1920. Det lykkedes ham dog at flygte et par uger efter, men friheden var kortvarig og han endte i isolationsfængsel. Året efter var han på flugten igen, men efter en ualmindelig hård tur, hvor flere af hans flugtkammerater blev dræbt under interne stridigheder, endte han atter på Djævleøen. I 1931 blev René tildelt et års fri udgang. Desværre søgte han hjem til Frankrig for at få sin sag genoptaget. Under de gældende regler var det ikke tilladt, at forlade Fransk Guyana mens man var på udgang, så René endte atter i fangehullet – isolation i 1 år. I 1935 flygter han atter og denne gang har han heldet med sig. Efter et par år på flugt, endte han i Los Angeles, hvor skriver og udgiver bogen ”Dry Guillotine” om sine oplevelser. I 1941 smider amerikanerne ham ud på grund af manglende papirer, hvorefter han tilbringer et år i Mexico. Da han vender tilbage fængsles han i 15 måneder, men får ved løsladelsen opholdstilladelse i USA. Han tilbringer sine sidste år i Californien, hvor han driver en lille butik. René Belbenoit døde af hjertestop i 1959, 59 år gammel.

Postkort fra Djævleøen - WTF?

Be Sociable, Share!

• 
•