565: Den Irske munk og missionær Sankt Columba, beskriver som den første det berømte søuhyre fra Loch Ness. Ham møder en flok lokale, der er i færd med at begrave en mand, som de siger blev dræbt af uhyret under en svømmetur. Skt. Columba sender resolut en af sine følgesvende på en tilsvarende tur, hvorefter uhyret atter dukker op for at æde ham. Columba slår korsets tegn og råber ”Gå ikke længere, rør ikke den mand, Gå straks tilbage” (hvorfor hører jeg Gandalf råbe ”You shall not pass!”) , hvorefter uhyret stikker af.
Siden dengang har forskellige tågehorn råbt og skreget om et uhyre i søen, selvom ikke den svageste skygge af bevis nogensinde er fundet. Til trods for både sonartrolling og konstant kameraovervågning, for ikke at tale om de titusindvis af turister, der hvert år besøger området.

Loch Ness med Castle Urquhart i forgrunden
1952: Den berygtede Franske fangekoloni Djævleøen permanent. Øen havde fungeret som fængsel for særligt uønskede fanger siden 1852, men havde ikke modtaget nye fanger siden 1938. De tilbageblevne fanger overførtes til fængsler i Frankrig.
Fængslet var anlagt på 3 afsidesliggende klippeøer ud for Fransk Guyanas kyst, men omtales i dag som et enkelt fængsel: Djævleøen. Det officielle Franske navn ”Bagne de Cayenne”, betyder Straffekolonien ved Cayenne (hovedstaden i Fransk Guyana), er mere rammende for systemet af fængselsbygninger på de 3 øer. ”Djævleøen” var i sin storhedstid anset som et af verdens hårdeste fængsler og huserede i årenes løb over 80.000 fanger. Et malaria, tyfus og dysenteribefængt tropehelvede, hvor den eneste forbindelse til omverden, var en 11km sejltur til Sydamerikas kyst.
Oprindeligt skulle de fængslede efter afsoning tilbringe en tilsvarende periode i selve Fransk Guyana, for på denne måde at befolke kolonien. Fangerne blev ved frigivelse derfor tildelt et stykke land, til at slå sig ned på. Dette system blev dog afskaffet i 1907, fordi det gav mere papirarbejde end indbyggere.
Djævleøen har haft sin del af berømtheder, hvoraf Henri Charrière er den mest kendte gennem hans biografi om opholdet: Papillon. Den mest tragiske var nok René Belbenoit, der oprindeligt var indsat for tyveri af nogle perler i 1920. Det lykkedes ham dog at flygte et par uger efter, men friheden var kortvarig og han endte i isolationsfængsel. Året efter var han på flugten igen, men efter en ualmindelig hård tur, hvor flere af hans flugtkammerater blev dræbt under interne stridigheder, endte han atter på Djævleøen. I 1931 blev René tildelt et års fri udgang. Desværre søgte han hjem til Frankrig for at få sin sag genoptaget. Under de gældende regler var det ikke tilladt, at forlade Fransk Guyana mens man var på udgang, så René endte atter i fangehullet – isolation i 1 år. I 1935 flygter han atter og denne gang har han heldet med sig. Efter et par år på flugt, endte han i Los Angeles, hvor skriver og udgiver bogen ”Dry Guillotine” om sine oplevelser. I 1941 smider amerikanerne ham ud på grund af manglende papirer, hvorefter han tilbringer et år i Mexico. Da han vender tilbage fængsles han i 15 måneder, men får ved løsladelsen opholdstilladelse i USA. Han tilbringer sine sidste år i Californien, hvor han driver en lille butik. René Belbenoit døde af hjertestop i 1959, 59 år gammel.
Det stod der ikke i brochuren,



Det er bemærkelsesværdigt at der også har siddet danskere i de franske galejer.
Der findes en bog af Aage Krarup Nielsen, Helvedet hinsides havet. En biografi om en dansk håndværker på valsen, som bliver dømt for at flygte fra fremmedlegionen, som han var blevet lokket ind i under optakten til 1. verdenskrig.
Gammel men udmærket bog.
Jeg husker der var noget med den bog. Evt at det var mere en novelle, eftersom personen aldrig er blevet identificeret. Aage Krarup Nielsen beskriver sine rejser i Fransk Guyana og fortæller historien om en anonym fange, som han åbenbart havde fået forbindelse til. Det kunne være man skulle kigge efter den, Aage Krarup Nielsen er altid god. Fantastisk at læse rejsebeskrivelser fra før “every man and his dog” rejste rundt med rygsæk. Dengang var en tur til sydamerika et utroligt eventyr.
Look no further. Jeg har den, i fin gammel indbinding med billeder og det hele. Fangen foretrækker at være anonym da han returnerer til Danmark
Jeg har også Aage Krarup Nielsens bog. I bogen får man kun den danske fanges fornavne at vide, men han hed Ove Carl Wilhelm Møller Frohn. Hans datter, Jytte, har b.la. fortalt hans historie i to numre af Familiejournalen, og han er også blevet omtalt i Weekendavisen: Jesper Düring Jørgensen: “Fange nr. 44.792 i Fransk Guyana.” Weekend Avisen. Ideer Nr. 7, 15. – 21. febr. 2008. s.8 – 9.
Hej Seguin,
Velkommen til Steampunk.dk’s kommentarsektion. Jeg må hellere se at få læst den bog 🙂
Admin
Jag har idag köpt den svenska översättningen från 1933 av Krarup Nielsens bok på loppmarknad – 30 cent kostade den. Jag ville absolut veta vem den anonyme legionären var. Tack för att Internet finns.
Häslningar från Helsingfors!
Hej Ördög,
Dejligt vi kan opfordre til læsning 🙂
Admin