Kigger man godt efter i krogene, så kan man ofte se, at fremtiden allerede har været her. Et mere specifikt tegn på dette, er den forladte ferieby San Zhi på Taiwans nordkyst. Komplekset blev oprindeligt opført i de tidlige 80ere, men efter en række dødelige arbejdsulykker gik lidt af interessen af. De lokale siger stedet stadig hjemsøges af de afdøde bygningsarbejderes hvileløse sjæle.
Ideen var at bygge et moderne feriekompleks, med et forholdsvist lille grundareal og hvor de individuelle bygninger kunne massefremstilles. Problemet var at man konstruerede bygningerne uden for de kendte ferieområder og ikke var i stand til at tiltrække gæster alene på bygningernes utraditionelle arkitektur. Desuden er der traditionelt ikke stor efterspørgsel på spøgelsesejendomme i asiatisk kultur.







