Hvis der nogensinde har været en person der legemliggjorte ideen om steampunk, så er ingeniøren, opfinderen, arkitekten og jernbanekonstruktøren Isambard Kingdom Brunel nok et ganske fornuftigt bud.
Isambard var født ind i en familie med ingeniørgener. Hans franskfødte far, Sir Marc Isambard Brunel, var både arkitekt og maskiningeniør, han havde blandt andet været chefingeniør for New York City og opfundet en taljefremstillingsmaskine til Royal Navy. Det var derfor naturligt, at unge Isambard gik i faderens fodspor.
I den første halvdel af 1800tallet var damptoget den absolut fornemmeste teknologi og Isambard startede sin karriere med anlæggelse af nye jernbanesystemer. Han blev udnævnt til chefingeniør for Great Western Railway, hvor han næsten egenhændigt bragte jernbanen fra London til Whales. Undervejs måtte han løse utallige ingeniøropgaver med tunneller, broer og viadukter, hvoraf Clifton Suspension Bridge er den mest kendte.
Det var nu ikke Isambards arbejde med traditionelle jernbaner der gør ham fortjent til udmærkelsen, men derimod (udover navnet) hans forsøg med de vakuumdrevne atmospheric railways. På strækningen mellem Exeter og Plymouth anvendte Isambard denne fremdrift til togene. Systemet fungerer ved, at man suger luft ud af et langt rør, hvorved at stempel bevæger sig mod den ende, hvor luften suges ud.
Røret placeres på jernbanen og ”lokomotivet” fastgøres til stemplet gennem en lufttæt membran der løber på langs med røret.
Resterne af Isambards atmospheric railway
Princippet bag vakuumtoget
Der var umiddelbart 2 seriøse problemer med denne teknologi. Primært skulle der bygges pumpehuse hver femte kilometer, hvilket udløste en andet problem, fordi pumpemandskabet ikke var i telegrafisk kontakt og derfor ikke viste, hvornår de skulle pumpe. Man kørte pumperne efter togtiderne i ruteplanen og håbede at et tog ville dukke op. Det meget ekstra pumperi kostede en del mere end beregnet. Sekundært bestod membranen, der tillod stemplet at bevæge toget fremad, af læderflapper smurt med fedt. Dette problem gav yderligere 2 problemer. Først skulle læderflapperne holdes velsmurte, hvilket betød der skulle ansættes en smørremand. Desuden viste det sig, at rotter elskede de fedtsmurte læderflapper og bestandigt åd vakuumtogets vigtige membran.
Vakuumbanen viste sig at være godt 3 gange dyrere end traditionelle jernbaner og Isambards bane var i bruge under et år (februar til september 1948).
Isambards bane ved Devon
En anden af Isambards steampunkeventyr, var konstruktionen af dampskibe. SS Great Britain var et 98m lange fartøj der anses for det første moderne skib; bygget af metal i stedet for træ og drevet af en skrue i stedet for et skovlhjul. Great Britain levede dog ikke Isambards drømme. Han udtænkte endnu et dampskib og denne gang blev der ikke holdt igen. Skibet Great Eastern var et 210m langt luksusskib til langfart, med plads til 4000 passagerer. Skibet kunne sejle for egen kraft fra London til Sydney og tilbage igen, fordi man fejlagtigt troede at Australien manglede kul.
SS Great Eastern afsejlede på sin jomfrurejse 17/6 1960 med kurs mod Amerika. Turen tog lidt over 10 dage. Oprindeligt skulle skibet være afsejlet den 16, men kaptajnen måtte udskyde afgangen, fordi besætningen var fulde. Isambard og investorene bag Great Eastern, havde dog allerede tabt store summer på udviklingen og selvom skibet var det største og mest moderne for sin tid, så kom det aldrig til at tjene store penge. Great Eastern blev ophugget i 1888.
SS Great Eastern ved Heart's Content i Newfoundland
