Gemini projektet var NASA’s klasselokale for de Astronauter der senere skulle afsted mod månen. Programmets mål var, at indhente erfaring med de teknologier og arbejdsforhold en måneflyvning ville bringe. På dette tidspunkt viste man meget lidt om, hvordan længere tids ophold i vægtløs tilstand ville påvirke astronauter og det medbragte udstyr. Derfor var Gemini fartøjet designet til længere missioner end de tidligere Mercury kapsler. Desuden var der nu plads til to astronauter, så man kunne indhøste erfaring med teamwork i rummet.
De tekniske aspekter af den planlagte månetur, var baseret rene teoretiske diskussioner, så næsten alle dele af missionerne skulle afprøves og i mange tilfælde skulle helt ny teknologi udvikles fra bunden. Gemini programmet havde to hovedopgaver i denne sammenhæng. Primært skulle ideen med sammenkobling af rumfartøjer testes og perfektioneres, sekundært skulle man undersøge mulighederne for udendørs arbejde – de såkaldte space-walks, eller Extra Vehicular Activities.
For at løse de nye opgaver fik man McDonnell aircraft til at udvikle et nyt fartøj, der var noget større end end deres tidligere Mercury fartøj. Desuden skulle Gemini både kunne medbringe forsyninger til længere ophold i rummet og have et manøvreringsystem, så astronauterne kunne foretage manøvre, der var langt mere avancerede end med Mercury fartøjet. Disse blev placeret i et aftageligt ”bagagerum” bagved selve kapslen. En ide man videreførte direkte til Apollo fartøjet. Desuden indsatte McDonnell to mågevingedøre, så astronauterne kunne komme ud under turen.
Gemini fartøjet var NASA’s absolut fedeste rumskib
Gemini programmet gennemførte 12 rumflyvninger, hvoraf de sidste 10 var bemandede. Mercury veteranen Gus Grisson og den nyuddannede astronaut John Watts Young var de første Gemini astronauter i marts 1965. Young skulle senere blive den eneste NASA astronaut, der havde fløjet i 3 forskellige fartøjer over 6 missioner (Gemini, Apollo og rumfærgen). Grisson omkom under branden på i Apollo 1.
Allerede på næste flyvning påbegyndte NASA deres space-walk øvelser. Det var astronauterne John McDivitt og Edward White der var ved roret. White blev den første amerikaner der forlod et rumfartøj i rummet, da han tog sig en 22 minutter lang spadseretur omkring Gemini fartøjet i juni 1965. Edward White omkom desværre også under branden i Apollo 1.
White på gåtur højt over jorden
Den 15. december 1965 sammenkoblede man for første gang 2 Gemini fartøjer. Det Gemini VII og Gemini VIA der holdt stævnemøde i rummet. Den oprindeligt Gemini VI mission skulle havde mødt et ubemandet Agena målfartøj, men løfteraketten (til Agena målfartøjet) eksploderede kort efter lift-off. Sikkert til stor bekymring for Gemini VI astronauterne, der allerede sad klar på toppen af deres egen raket. Mission VIA var heller ikke uden spænding. Det første launch-forsøg måtte afbrydes, da en computer brød sammen umiddelbart før lift-off. Normalt skulle astronauterne have skudt sig ud med katapultsæde, men da de ikke havde følt raketten løfte sig, valgte de at blive på arbejdet. Heldigvis havde de ret: fejlen var ikke livstruende. Havde de skudt sig ud, så havde de mistet chancen for at flyve missionen den 15, fordi NASA procedure forbød astronauterne at flyve igen, før de havde gennemgået en lang række medicinske undersøgelser.
Gemini VII og VI under formationsflyvning i rummet
Trods nogle småproblemer gav Gemini programmet NASA den erfaring de havde håbet på. Under den sidste flyvning i november 1966, tilbragte Buzz Aldrin sammenlagt 5½ time på rumvandring og beviste at NASA havde perfektioneret kunsten. Jim Lovell holdt skuden i gang og tog billeder af sin kollega. Efter de succesfulde Gemini missioner var NASA for alvor klar til en tur mod månen – Apollo programmet kunne begynde.
Gemini Programmets samlede omkostninger var $5,4 milliarder.
Aldrin og Lovell blærer sig med Gemini XII
Gordo Cooper og Charles “Pete” Conrad efter deres 8 dage lange Gemini V
Armstrong og Scott efter deres gemini VIII mission
