Under anden verdenskrig var de Britiske myndigheder bange for, at Tyske fly skulle droppe miner i Thames foldens munding. The Thames var en de vigtige shipping ruter der hold Storbritannien i live under krigens første halvdel, så det var direkte livsvigtigt, at holde den sejlbar.
Civilingeniøren Guy Maunsell, der med sit firma ”G Maunsell & Partners” var Storbritanniens ledende ekspert indenfor betonkonstruktioner, henvendte sig til krigsministeriet med en mulig løsning – søfort!
Man havde brugt søfort i århundrede, men en presserende ulempe var deres lange konstruktionstid. Det var simpelthen ikke muligt, at bygge tilstrækkeligt mange fort indenfor en overskuelig tidsramme. Uden søfort havde man benyttet flakskibe, men skibe var en mangelvare og de udrangerede krigsskibe man ombyggede, havde vigtige roller hvor deres mobilitet ville være nyttig. Derfor kom Maunsell’s løsning med præfabrikerede søfæstninger som en gave fra himmelen.
I løbet af 1941-42 byggede den Britiske flåde fire anti-aircraft fort efter Maunsell’s tegninger. Hvert fort blev bygget på land, hvorefter de blev bugseret på plads og sunket. Flådens søfort var bevæbnet med 2 QF AA 3,7” anti-aircraft kanoner og 2 40mm Bofors kanoner. Desuden var de udstyret med radar, der ”forlængede” det Britiske radardække. Deres hovedopgave var at imødegå minelægning og reportere Tyske minelægningsforsøg fra luften.
Maunsell Navy Sea Fort ved Knock John
Udover flådens fire fort, så leverede Maunsell også tegninger til en række søfort til den Britiske hær. Ligesom flådens fort, så var disse fabrikeret på lang og slæbt ud til deres indsatsområde. Modsat flådens enkeltstående fort, så var hærens fort en række komplekser, der hver bestod af 7 forbundne platforme. 5 af platformene var bevæbnede med 4 QF AA anti-aircraft kanoner, samt 2 40mm Bofors kanoner. En platform i midten af de 5 våbenplatforme, var kontrolcenter og beboelse. Den sidste platform stod lidt længere væk med kraftige søgelys. De er krediteret med nedskydning af 22 fly og 30 V1 raketter.
Maunsell Army Sea Fort ved Red Sands
Hvert tårn vejede 300 ton
Hele forsvarskomplekset med forbindelsesbroer
Fæstningsværkerne var en del af det Britiske forsvar indtil 50’erne, hvor denne type luftforsvar havde udspillet sin rolle. Inden de lukkede nåede et af hærens fort ved Nore, at blive påsejlet af et Norsk skib. To tårne blev ødelagt og desværre døde fire sømænd på skibet. Nore fort blev derefter ophugget, så Nordmændene igen kunne sejle uforstyrret rundt.
Hen ad vejen er flere af dem forsvundet. Enten bortsprængt af forsvaret, efter påsejling, eller styrtet sammen i hårdt vejr. I 60’erne begyndte hippier med interesse for pirat-radioer, at besætte de tilbageblevne fort. Radiovirksomheden varede godt et årti, hvor piraterne blev jaget fra fort til fort, indtil de ikke gad mere. Det sidste beboede fort er HM Rough Fort, der blev erklæret uafhængig stat af den tidligere major Paddy Roy Bates i 1967, under navnet Principality of Sealand. Teknisk set ligger fortet i internationalt farvand, så indtil videre har Paddy klaret at beholde sit rige. Rettighederne til Principality of Sealand er i øjeblikket til salg for £600 millioner – hvis du har SP penge der brænder i lommen.
Principality of Sealand for sin egen steampunk-post snart
Det er sgu nok ikke hver dag at mælkemanden kigger forbi! 🙂
Nej, det er det sgu nok ikke. Så er der jo fint, at der er plads til en ko…..