Da Præsident Kennedy i 1962 lovede Amerikanerne, at de ville sætte en mand på månen inden årtiets udløb, var der ikke mange i NASA der anede meget om måneflyvninger.
Apollo programmet eksisterede allerede, men det var mest bare et samtaleemne, der ikke blev anset som økonomisk muligt. Eisenhower, der havde regeret landet før Kennedy, var ikke meget for bemandede rumflyvninger, så NASA budgettet var temmelig overskueligt og opfordrede derfor ikke luftige planer om mænd på månen. Russerne havde fløjet en ubemandet sonde til månen i 1959 og høstet stort bifald for deres bedrift – Amerikanerne havde endnu ikke forladt et orbit omkring jorden.
Mercury programmet var allerede i gang, men det var af ganske overskueligt omfang i forhold til en flyvning til månen og nærmest ubetydeligt i forhold til en bemandet månelanding. Der skulle andre boller på suppen og NASA satte derfor de kloge hoveder i gang med det samme.
De kloge hoveder fandt deres ”Hej Matematik” frem og påbegyndte beregningerne. Resultatet var en liste med 4 måder at komme til månen på.
Den direkte opstigning, hvori en raket flyver til direkte fra jord-orbit til månen som en hel enhed og vender tilbage på samme måde. Det er den måde man gerne ser i science fiction film, men det kræver et meget stort rumfartøj, fordi hele skibet skal lette igen fra månens overflade og derfor skal medbringe en stor mængde brændstof. Man antog det for næsten umuligt, at foretage en månelanding, med et fartøj på størrelse med en Atlas raket. Desuden skal man bruge en afsindig stor rakte, for at løfte fartøjet i orbit.
Et tidlig visualisering af Apollo-programmets fartøj
Ved Jord orbit rendezvous metoden, benytter man en række mindre raketter, til at løfte rumskibets enkeltdele i orbit, hvorefter det samles, ligesom den Internationale Rumstation, og flyver til månen og tilbage igen. Man forventer at bruge en kombination af Earth Orbit Rendezvous og Lunar Orbit rendezvous til måneflyvningerne i Project Constellation engang i 2020, men manglende erfaring med docking manøvre i rummet, fik NASA til at opgive tanken dengang i 60’erne.
Deres næste løsningsforslag var Måneoverflade Rendezvous. Her afsendes to rumskibe efter hinanden. Det første indeholder brændstof og forsyninger, det andet indeholder astronauterne. Når begge rumskibe var på månen, så kunne astronauterne tanke skuden op og vende tilbage til jorden. Denne løsning blev hurtigt opgivet, da man endnu ikke kendte nok til månelandinger og ikke viste om astronauter overhovedet kunne arbejde sikkert på månen.
I sidste ende valgte man en Måne-orbit Rendezvous løsning. Et koncept hvor kun en del af fartøjet lander på månen og kun en del af dette landingsfartøj vender tilbage til hovedfartøjet, der er parkeret i måne-orbit i mellemtiden. Der var faktisk slet ikke NASA der kom på ideen. Det var en ingeniør ved navn Tom Dolan der uopfordret sendte forslaget ind. NASA var ikke lige interesseret i gode råd fra en amatør og selveste Von Braun var meget opsat på den direkte opstigning. Der var dog en enkelt NASA mand der blev fanget af ideen – John Cornelius Houbolt. Med ham som utrættelig fortaler fik Lunar Orbit Rendezvous langsomt flere og flere tilhængere, fordi det kunne spare dem en anseelig mængde brændstof. Til trods for, at man kun lige nøjagtigt havde haft en mand i rummet, blev denne komplicerede løsning valgt i 1962.
John Houbolt demonstrerer Lunar Orbit Rendezvous
NASA var klar over, at de nu skulle øve sig ret kraftigt på sammenkobling af rumfartøjer. Egentlig var tanken, at Apollo projektet skulle følge direkte efter Mercury projektet, men efterhånden som projektets omfang gik op for dem, så blev man mere og mere indstillet på et mellemprojekt, hvor løsninger til de nye krav kunne afprøves og trænes – Gemini projektet var født.
