Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø. Den dækkede 68.000 kvadratkilometer (Danmark er 43.000 kvadratkilometer) og var levevej for titusindvis af mennesker. Faktisk havde søen en stor fiskeriindustri, der holdt størstedelen af sovjetrepublikkerne i centralasien med fisk. Desuden var området fyldt med Bisonrotter, som hvert år blev fanget og pelset i hundredetusindevis – en stor industri for de pelshatteglade Russere.
I løbet af 40’erne begyndte Sovjetunionen at aflede vandet fra Amu Darya og Syr Darya floderne. To floder der var meget vigtige for Aralsøens vandforsyning. Det er usandsynligt, at man helt havde gennemtænkt de konsekvenser det ville få, men de har nok heller ikke været helt uvidende.
Floderne blev afledt så man kunne opdyrke ørkenjorden i Usbekistan, som en del af sovjetunionens bomuldsplan, eller hvidguldsplan som de kaldte den. Faktisk lykkedes den del af planen ganske udmærket og Usbekistan er i dag en af verdens største bomuldseksporterende lande. Desværre havde det den sideeffekt, at Aralsøen mistede sin vandforsyning.
I 60’erne stod det klart, at Aralsøen var ved at blive tørlagt. Sovjetterne selv indså problemet, men der var ingen der turde gøre indvendinger mod den store partiplan, så tørlægningen fortsatte ufortrødent. Omkring årtusindeskiftet var søen skrumpet med 60% og rykket ned på ottendepladsen over verdens store søer.
Aralsøen er nu skrumpet til 10% af sin oprindelige størrelse og saltindholdet er så højt, at liv kun kan eksisterer i en af de tre tilbageværende søer. Desuden har forurening fra sprøjtegift, industrielle projekter og våbentest taget livet af stort set al flora og fauna på landjorden omkring søerne. Salt-storme fra de tørlagte sletter truer med at ødelægge økosystemer langt væk fra selve Aral-bassinet.
Man forventer Aralsøen er fuldstændig væk om 50 år – shame on you Soviet people!
Den sørgelige konsekvens af vandafledningen
Ørkenens skibe
Der er langt til arbejdet i disse dage
No fish today!
Ørkenens skibe møder ørkenens skibe
