For mange tusinde år siden, da mennesket så småt var begyndt at udvikle en bevidsthed, så må der have været en person, der som den første nogensinde kiggede op mod den lysende skive på nattehimlen og tænkte: WTF!
Månen har været jordens trofaste følgesvend i godt 4½ milliarder år. Man er ikke helt sikker på, hvordan den blev skabt, men den mest udbredte hypotese bygger på et gigantisk sammenstød mellem Jorden og en klode på størrelse med Mars, engang i solsystemets unge dage. Sådanne gigantsammenstød formodes at være forholdsvis almindelige i kosmisk målestok. Månen skulle så være opstået efterhånden som fragmenter af de to planeter fortættedes. Hypotesen kaldes ”giant impact hypothesis”, men er også kendt under det mere uformelle navn ”the big whack”.
Planeten Theia kolliderer med Jorden
Månen har haft en kulturel særstatus i alle civilisationer. I vores hjemlige nordiske mytologi, var Månen personificeret af Mani, bror til solen og søn af Mundilfari, der har noget med tidsperioder at gøre. Mani jages over himmelen af ulven Hati og ved ragnarok vil den fange og sluge Mani, hvorefter Fenrisulven vil bryde fri af sine lænker og dræbe Odin.
Hati jager Mani over nattehimmelen
Ordet Måne kommer af den urgamle indoeuropæiske rod me, som genkendes i ord som menstruation og bruges i det Engelske measure, det har altså overordnet set noget med tid at gøre.
Månen er 384,403 km væk og er 3,474 km i diameter, hvilket er cirka en fjerdedel af jorden. Den bevæger sig i synkron rotation omkring jorden, hvilket betyder at dens rotationstid om sin egen akse, er den samme som den tid et kredsløb om jorden tager. Derfor vender månen stort set altid den samme side mod os, den vipper dog lidt om sin akse, så vi ser lidt mere end blot en side. Bagsiden som vi aldrig ser fra jorden, er ofte kaldet ”den mørke side”, men det er lidt misvisende, da bagsiden får lige så meget sol som forsiden, vi kan bare ikke se det herfra.
Overfladen er dækket at kratre fra meteornedslag. Ikke fordi månen rammes mere end jorden, men fordi der ikke er nogle eroderende kræfter på månen, der kan slide, kværne og gnubbe skaderne væk. Man formoder, at enkelte af de dybe kratre ved polerne indeholder vand i form af is der er blevet efterladt af meteoritter. Normalt ville is smelte og forsvinde ud i verdensrummet, men fordi kraterbundene er i konstant skygge, er det sandsynligt at de indeholder is, om end i ganske små mængder.
Lidt tekniske data:
- Gennemsnits dagtemperatur = 107°C
- Gennemsnits nattemperatur = -153°C
- Orbital period = 27.3 Dage
- Gennemsnit orbital hastighed = 1.022 km/s
- Tyngdekræft = 1/5 af jordens
Månens overflade
