Det er selveste Johannes Døberen der har lagt navn til vores midsommerfest. Som Katolsk helgen har gamle Johannes nemlig sin egen dag den 24/6 (hans fødselsdag). Derfor kaldes aftenen før for Sankt Hans aften, ligesom Juleaften er aftenen før Juledag.
Midsommerilden har egentlig intet med Johannes af gøre. Det er heller ikke det frygtede middelalderlige henrettelsesbål der står bag, men en skikkelig bål og blustradition fra bondesamfundet, der før i tiden havde mange af disse. Den vilde ild har længe været opfattet som ondtafværgende og det er i denne anvendelse vi finder baggrunden for Sankthansbålet.
Fejringen af midsommer er naturligvis langt ældre end Kristendommen. Det var en magisk tid på året, hvor kilder og urter havde særlig meget kræft. Denne ide er også flyttet med over i den Kristne tradition, hvor folk ofte valfartede til kirker, eller andre hellige steder.
Eftersom magiske kræfter var ekstra potente på midsommeraftenen, så havde de mørke kræfter også lidt mere bid på denne dag. Det er sandsynligt, at bål tændtes for at forhindre disse kræfter i at slå sig ned i nabolaget. Hekse han sikkert altid været tilknyttet midsommeren, eftersom det som sagt var en magisk tid, men det er først i slutningen af 1800-tallet, at vi finder beviser for afbrænding af heksedukker på Sankthansbålet. Hvor skikken kommer fra er lidt usikkert, men symbolsk afbrænding af ubehagelige figurer, fx Vinteren, kendes også fra andre årsfester og fra andre lande.
Sankt Hans aften er altså endnu en af vores hedenske traditioner, som den kristne kirke har overtaget, men gør det noget? Det er jo stadig hyggeligt.
Der er knyttet flere vejrvarsler til Skt. Hans aften:
- “Regner det sankthansaften, da skal det regne 6 uger derefter.”
- “Jo mere det regner på sankthansaften, des mindre vokser hasselnødderne.”
P.S.Krøyer på hygger sig med bål på Skagen
