Der er passende nok ikke noget bestemt årstal på oprindelsen af ideen om tidsrejser. Samuel Madden’s ”Memoirs of the Twentieth Century” fra 1733 indeholder en brevveksling mellem forskellige Britiske myndigheder, der i bogen beskrives som værende fra 1997 og 1998. Selve historien udspiller sig dog over en enkelt nat i 1728, så en faktisk tidsrejse er ikke en del af fortællingen. Derimod er det en skytsengel der overdrager brevene til hovedpersonen, uden at læseren inddrages i baghistorien. ”Memoirs of the Twentieth Century” er derfor mere korrekt klassificeret som fremtidsdigtning end tidsrejser.
Franskmanden Louis-Sébastien Mercier’s ”L’An 2440, rêve s’il en fût jamais” fra 1771 omhandler en mand der, af uvisse årsager, vågner op i året 2440. Så her er ideen om en menneskelig rejse i tiden etableret. I 1838 indsender en anonym forfatter en historie med titlen ”Missing one’s Coach; An Anachronism” til det Irske blad ”Dublin Literary Magazine”. Denne historie omhandler en fortæller, der tager bussen, men pludselig befinder sig transporteret over tusinde år tilbage i tiden. Det bliver aldrig helt klart om hovedpersonen rent faktisk rejser tilbage i tiden, eller om det hele er en drøm. Historien slutter med at fortælleren vågner under et træ og opdager hans bus lige er kørt.
I Charles Dickens ”A Christmas Carol” fra 1848, rejser Ebenezer Scrooge både frem og tilbage i tiden, selvom disse begivenheder nærmere er en vision end en faktisk tidsrejse. Scrooge er bare en tilskuer til begivenhederne. Vi skal over til Mark Twain’s “A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court” fra 1889, før der kan tale om en egentlig tidsrejse, hvor hovedpersonen ikke bare har indflydelse på omgivelserne, men kan ændre historien med sine handlinger. Twain’s tidsturist rejste dog ikke af egen fri vilje, men vågnede ved Kong Arthus hof, efter at være blevet slået i hovedet med en lægtehammer.
Scrooge i fremtiden
Yankee meets knight
Den første ”videnskabelige” tidsrejse med en maskine, foregår i Enrique Gaspar y Rimbau’s ”El Anacronópete” fra 1887. Hovedpersonen don Sindulfo García bygger en enorm tidsmaskine i støbejern drevet af elektricitet, pneumatik og en væske kaldet Garcia fluid. Det er en lille gruppe af folk der tager den første tidsrejse i tiden: Opfinderen selv, hans nærmeste venner, en flok Spanske Husarer og en gruppe Parisiske kvinder af lav moralsk støbning, som byens borgmester ønsker ungdommeliggjort (en biting ved maskinen). Tidsrejsen foregår ved at flyve mod jordens omdrejningsretning (ligesom Supermand). Historien beskriver deres oplevelser af forskellige historiske begivenheder, så som Vesuv’s udbrud i 79 og Noahs afsejling godt 3000 BC. Ansporet af deres succes flyver don Sindulfo endnu længere tilbage i tiden og når jordens skabelse, hvor maskinen eksploderer. Herefter vågner don Sindulfo og opdager han har sovet under et teaterstykke – naturligvis et stykke af Jules Verne.
Tidsmaskinen El Anacronópete
H. G. Wells novelle ”The Time Machine” er nok den første egentlige beskrivelse af tidsrejsen som en videnskabelig begivenhed – hverken drøm, eller vision, men en faktisk begivenhed. Wells lader sin hovedperson, en Engelsk gentleman og opfinder der kun identificeres som ”den tidsrejsende”, rejse gennem tiden af flere omgange. Første rejse går til året 802701, hvor han møder den barnagtige kommunistiske kultur Eloi, der efterhånden som mennesket har udviklet naturbetvingende teknologier, har afviklet både styrke og intellekt, da dette ikke længere er nødvendigt for overlevelse. Det viser sig dog, at en race af brutale Morlocks lever under jorden i en fabriksagtig verden, der holder tilstanden på overfladen tålelig for Eloi kulturen. Det er altså tilsyneladende en udvikling ar arbejderklassen.
Morlocks eller Bay City Rollers
Den tidsrejsende tager derefter yderligere 30 millioner frem i tiden, hvor jordens sidste skabninger langsomt er ved at uddø. Afslutningsvis når han solsystemets endeligt, hvor jorden er statisk i forhold til den døende sol, verden fryser til og det sidste liv dør – sådan en ferie havde jeg engang i Sverige.
The Time Machine er filmatiseret i biografformat 2 gange og begge er ganske vellykkede.
Den oprindelige Time Machine fra 1960 filmen
Maskinen fra 2002 udgaven
