Legetøj kommer i flere kategorier. Der er det helt klassiske, som sjældent går af mode, det forholdsvist ubrugelige, som aldrig fanger, og det sidste nye, der indimellem når den ophøjede status af dille.
Diller har deres eget liv. Ingen marketingsafdeling kan til fulde styre deres udvikling, eller afvikling. Naturligvis kan man forsøge at starte en dille, men en sand dille opstår af sig selv og kommer ofte ganske uventet.
Gennem 70’erne og 80’erne opstod der flere diller (den gjorde der sikkert også senere, men der havde jeg tabt interessen). Lad os derfor kigge lidt på de diller vi sikkert alle sammen husker.
Den første dille jeg husker, var hoppebolde. De kom i alverdens farver og størrelser, fra mini, der kunne forsvinde i lommen, til maxi, der kunne slå tænder ud. Jeg kan ikke huske, hvad man gjorde med dem, men jeg husker at, de som navnet antyder, hoppede. Det var nok bare noget med at tyre dem ind i en væg, og så løbe grinende i skjul. Af en eller anden grund, så syntes jeg, at jeg mistede flere hoppebolde end jeg havde…….
Endeløs morskab af gummi
Derefter var det nok Hula hoop ringen, eller Hulahop ringen som den kaldtes på dansk, der slog igennem. Faktisk var denne plastikring fra sidst i 50’erne, men den fik fornyet liv i starten af 70’erne. Igen er der tale om en stykke legetøj, som jeg ikke er helt sikker på jeg forstod. Det var noget med, at holde ringen omkring livet, ved at udfører spastiske bevægelser.
Bare fordi man har en Hula Hoop ring, behøver man ikke være lykkelig
Da folk efterhånden havde fået tilstrækkeligt mange hofteskader af al den Hula, så var tiden atter moden til en omgang Yo-yo. Dette årtusinder gamle legetøj, har gennem tiderne udløst flere diller. Den originale Græske Yo-yo har nok ikke udviklet sig meget, selvom man i dag hverken bruger skildpaddeskjolde, eller stentøj. I mine Yo Yo dage var det CoCa Cola og Fanta (samme bryggeri – I know, men dengang var der ivrig kamp mellem tilhængerne af de forskellige Yo-yo’er) der stod for fremstillingen. Var man dygtig nok, så kunne man lave endog meget avancerede figurer med Yo-yo’en, men de fleste kørte den bare op og ned, evt. med et spin. Selv mestrede jeg ”Gå tur med hunden”, ”Frikadellens flugt over plankeværket”, ”Jorden rundt” og ”Vuggen”. Geniale forretningsfolk fik faktisk folk til at købe løs Yo-yo snor – damn!
Det bør nu afsløres, at Coke Yo-yo’er var bedst!
Efter al den aktivitet med Hula og Yo-yo (internetnavne eller hvad?), var det tid til lidt afslapning, rent fysisk om ikke andet. I 1974 havde den Ungarske arkitektur professor Ernö Rubik opfundet et stykke legetøj, der lugtede lidt anstrengt af matematiklektier – Rubik’s Terningen. Mod alle odds blev denne kulørte terning en kæmpe dille. Den var hverken sjov, eller kunne hoppe (tro mig), til gengæld var den så irriterende besværlig, at skarpsindige unger der løste den, ofte fik tæv på vej hjem fra skole. Rubik’s Terningen havde en hidtil uset tilgang til leg, nemlig at hvis man ikke lige fangede ideen (og løsningen), så var den komplet ubrugelig.
Skodlegetøj!
Min tidligere kollega Pete Redmond fra Dublin, har bygget “RuBot II The Cubinator”, en robot der løser Rubik’s terningen på 64 sekunder (inklusive 8 sekunder til at samle terningen op og 17 til at skanne den) det er verdensrekord for maskiner.
Jeg tror Stephen Hawking er indeni
Den flyvende disk, normalt kaldet Frisbee, ramte hylderne i starten af 80’erne. Her var faktisk en dille der var både sjov og til at have med at gøre. Som alle gode stykker legetøj, kunne den naturligvis slå tænder ud, men som regel var brugen mere fredsommelig. Oprindeligt var det ikke mere end låget fra en tærtebeholder, fremstillet af The Frisbie Pie Company i Connecticut fra 1871 til 1958. Senere blev de aerodynamiske kvaliteter forbedret og prisen steg betydeligt.
Hunde kan næsten spille Frisbee
Der var selvfølgelig flere mindre diller mellem de store, men dem tror jeg vi skal have tilgode til en anden gang.
