Nej, det er ikke et stillbillede fra optagelsen af Lawrence of Arabia. Forleden snublede jeg over et herligt billede af NASA’s berømte Mercury astronauter, der var knap så ærkeamerikansk som de glamourøse billeder fra Life Magazine. I 1960 var astronauterne, som et led i deres træning, på overlevelsestur nær Stead Air Force Base i Nevada. Det er usandsynligt at de tidligere militærpiloter ikke havde gennemgået sådan en træning før, men NASA ville åbenbart være helt sikker og de skulle naturligvis lære at anvende det udstyr som Mercury-kapslen medbragte.
NASA havde ingen erfaring med nedtagning af fartøjer fra rummet og det var derfor ikke utænkeligt, at Mercury-kapslen kunne komme på afveje og astronauterne skulle derfor kunne klare sig selv indtil hjælpen ankom. Som i sikkert ved, så overlevede de både denne tur og deres senere tur i rummet. Dem af jer der kender lidt til rumfartshistorie, kan jo se hvem i kan genkende – Alan Shepard står midten, så siger jeg ikke mere.



