25. juli 1956 kolliderede den 5 år gamle italienske krydstogtskib SS Andrea Doria med det svenske luksusliner MS Stockholm i tæt tåge ud for Nantuckets kyst. Sammenstødet åbnede Andrea Dorias skrog og havvand væltede ind. I løbet af få minutter krængede Andrea Doria kraftigt mod styrbord og kaptajnen gav ordre til at gå i bådene.
Desværre var skibets krængning allerede så voldsom, at redningsbådene på styrbord side ikke kunne anvendes og for at føje spot til skade, var Andrea Dorias besætning gået i bådene bandt de første. Uden besætningsmedlemmer til at vejlede dem, udbrød der panik blandt skibets passagerer. Heldigvis var skaderne på MS Stockholm ikke videre truende og den svenske besætning overtog evakueringsarbejdet med deres egne redningsbåde.
Et par timer efter kollisionen ankom det franske krydstogtskib SS Ile de France og assisterede ved redningsaktionen, hvorved det lykkedes at redde de sidste af Andrea Dorias passagerer. Takke være indsatsen fra MS Stockholm og SS Ile de France forblev antallet af omkomne på de 46 der var døde ved selve kollisionen.
Andrea Doria sank senere samme dag, men MS Stockholm har siden levet en omtumlet tilværelse under navnene MS Völkerfreundschaft, MS Volker, MS Fridtjof Nansen, MS Italia I, MS Italia Prima, MS Valtur Prima, MS Caribe og nu MS Athena. Hun sejler for tiden for Classic International Cruises og har sikkert mange gode år tilbage.
Historien om SS Andrea Doria var midtpunkt i et Seinfeld-afsnit af samme navn.




