Midt i det 17 århundrede havde to franske pelsjægere, gennem samarbejde med de indfødte Cree indianere, fundet en næsten uudtømmelig kilde af pels i nord og midtcanada. For at gøre handlen mere praktisk og reducerer transportudgifterne, søgte de økonomisk støtte blandt Bostons spæde forretningsverden, til at oprette en række handelsstationer i den canadiske tundra.
Forretningsmændene i Boston arrangerede en forbindelse til London, hvor pengestærke individer finansierede i 1668 en handelsekspedition til Hudson Bay i Canada med to skibe. Det ene skib måtte vende hjem allerede efter de havde passeret Irland, men skibet Nonsuch nåede til Canada, hvor de tilbragte vinteren med handel langs Hudson Bay og vendte året efter hjem med lasten fuld af skind og pels.
Folkene bag ekspeditionen var, trods for den halverede fragtkapacitet, mere end tilfredse med udfaldet og ansøgte kongen om handelstilladelse langs Hudson Bay og i det nordlige Canada. Kongen var stærkt interesseret i udviklingen af handel på den nordamerikanske kontinentet og tilbød dem et direkte monopol på handel i et 3.9 million km² stort område. Samme år stiftedes Hudson’s Bay Company under det mindre brevhovedevenlige navn: The Governor and Company of Adventurers of England trading into Hudson’s Bay.
I 1682 åbnede de deres første permanente handelsstation ved Nelson River i det nuværende Manitoba: Fort Nelson. Man oprettede også midlertidige stationer lange sydkysten af Hudson Bay. Stationerne blev kaldt factories, fordi ordet factor på det tidspunkt blev anvendt om en person, der virkede som handelsagent med speciale i specifikke vare – så som pels og skind.
Om foråret og sommeren strømmede Canadiske indianere og europæiske voyageurs til stationerne, med skind og pelse fra årets jagt. Som betaling modtog de forskellige metalværktøjer, gryder, potter og jagtredskaber som fælder og våben/ammunition.
Voyageurs i en Hudson's Bay Company fragtkano
Selvom Hudson’s Bay Company havde fået monopol på handel i området, så var monopolet udsted under Engelsk lov og Franske enkeltpersoner drev drev deres egne handelsoperationer, eftersom store områder af Canada reelt ikke var underlagt nogen europæisk stat. Da England og Frankrig midt i 1680erne gik i krig, indgik handelsstationerne som befæstede anlæg og flere af dem skiftede hænder løbende, efter at være overvundet i kamp.
Først ved traktaten i Utrecht, der skrinlange en del europæiske stridigheder, fik pelsjægerne ro til deres arbejde. Hudson’s Bay Company, der havde mistet Fort Nelson under krigen, åbnede en ny handelsstation navngivet York Factory. Denne station forblev deres hovedkvarter helt indtil 1957.
York Factory i 1925 - stedet er ikke længere beboet
I starten af det 18 århundrede begyndte HBC at udbyde en ny byttevare: Hudson’s Bay point blankets. En række uldtæpper af varierende kvalitet, som kunne erhverves efter et point system, hvor de bedste tæpper krævede flest points. Tæpperne havde indvævede farvestriber der viste deres kvalitet: fra 1 til 6 hvor 6 var det tykkeste og største. Tæpperne sælges stadig af The Bay, Hudson’s Bay Company’s moderne butikker.
HBC nød godt af deres monopol de næste 60 år, hvor de kunne hygge sig i deres factories, mens andre foretog de lange besværlige rejser med varene. I 1779 skete der imidlertid noget nyt. En gruppe forretningsmænd fra Montreal startede et konkurrerende firma, i et forsøg på at bryde HBC’s enevælde i tundraen: The North West Company. Det skal vi se på næste gang.
Cree jæger i tøj lavet fra Hudson's Bay point blankets
