Det er ikke mange vejstrækninger der bliver skrevet sange om. Jeg ved godt at Peter Belli engang sang om Istedgade, men det var en sang han havde stjålet fra Barry Manilow, så det gælder ikke.

Sangen Route 66 var skrevet af den amerikanske komponist Bobby Troup i 1946, som en hyldest til vejsystemet der fragtede amerikanere fra Chicago til Los Angeles. Sangen er siden indspillet utallige gange, af musikere fra Nat king Cole, over The Rolling Stones til Depeche Mode. Det er en pop standard, der er lige så ikonisk som ruten den hylder.

Den faktiske U.S. Route 66, er egentlig ikke en vej i almindelig forstand, det er, som navnet antyder, en rute langs et 3940km langt netværk af highways der løber gennem 8 stater. Route 66 har heller ikke altid været den samme, men er ændret gennem tiden, så man altid havde den bedste og hurtigste vej mellem Chicago og vestkysten.

Den traditionelle, eller historiske, Route 66 blev født i 1926, men det var ikke alle strækninger der var asfalterede før 1938. Ruten var som skabt til den store folkevandring i 30erne, hvor bønder fra Kansas, Arkansas og Oklahoma flygtede vestpå, efter overudnyttelse af landbrugsjorden i deres hjemstater, havde affødt en økologisk katastrofe med sandstorme og ufrugtbar jord.

I John Steinbeck’s berømte bog ”The Grapes of Wrath” (Vredens druer), der er en social kommentar til den store 30er depression, følgers hovedpersonernes østlige rejse ad netop Route 66, eller ”Mother Road”, som Steinbeck kalder den. Allerede dengang var ruten en fast del af amerikansk kultur.

Karavane på rute 66 i 1927

The Dust Bowl i Oklahoma 1936

Flugten fra depressionen og den altødelæggende Dust Bowl – Route 66 ætses ind i den amerikanske psyke

Trafikken på Route 66 bragte et konstant flow af mennesker til landområder og byer, der før havde ligget næsten øde hen. I disse byer opstod der hurtigt en række forretninger, der kunne forsyne de rejsende med mad, benzin, øl, reparationer og overnatningsmuligheder. Små hidtil ukendte flækker blev efterhånden landskendte, selvom deres eneste ”claim to fame” var beliggenheden langs Route 66.

At følge den oprindelige rute var heller ikke en ufarlig rejse, da enkelte strækninger ikke var andet end grusveje, eller som strækningen gennem Black Mountains, livsfarlig for folk uden erfaring med bjergkørsel. Ofte lejede man lokale guider, der kunne bringe bilen og passagererne sikkert gennembjergene.

Sitgreaves Pass Route 66 Kingman Arizona

Under anden verdenskrig øgedes trafikken på Route 66, fordi mange mennesker søgte arbejde i krigsindustrien på vestkysten. Desuden transporterede den amerikanske militær både mandskab og materiel langes den historiske rute.

Santa Rosa New Mexico engang i 40erne

Indtil 50erne var camping den mest almindelige form for overnatning langs Route 66

Efter anden verdenskrig var Amerika for alvor på farten. Ikke nok med, at titusindvis af unge mænd havde fået både kørekort og penge i løbet af krigen, mange havde trænet i de mere solrige stater og opgav efter krigen deres kolde hjemstater, i jagten på den amerikanske BBQ kultur. Route 66 med dens diagonale retning vestpå mod kysten, stod endnu engang klar til at vise dem vejen.

I løbet af den sidste del af 40erne og den første del af 50erne, skabtes den Route 66 man i dag forbinder med storhedstiden. Langs hele ruten skød billige hoteller og diners op som svampe, ligesom de berømte ”Roadside Attractions” begyndte at lokke de rejsende med alverdens underlige oplevelser.

Chas Jacob's Desert Trading Post solgte alt hvad en rejsende kunne have brug for

The Stoney Dell Pool/Restaurant/Entertainment resteplads i Arlington

Rutens fald begyndte allerede i slutningen af 50erne, hvor de amerikanske vejmyndigheder besluttede, at udbygge vejnettet i stil med det tyske Autobahn netværk. Flere strækninger blev hurtigt lavet til 4 spors motorveje og de berømte stoppesteder blev flyttet til specifikke restepladser som man kender det fra moderne motorveje. Andre steder blev strækninger ført udenom byer, eller på anden måde tilpasset for at gøre turen hurtigere.

Der kom også langt mere trafik på ruten. I særdeleshed gav den øgede godstransport Route 66 et nyt tilsnit – Hovedgaden var blevet travl. Op gennem 60erne fortsatte ”forbedringen” af ruten efterhånden som trafikken tog til og i 1970, var næsten alle oprindelige strækninger enten lavet til rigtig motorvej, eller omgået af helt nye motorvejsstrækninger.

Forladt og nedbrændt - benzintank langs den gamle Route 66

Lukket og slukket

Endnu en lukket tankstation, hvor Route 66 engang løb

I 1985 mistede Route 66 sin status som national Route. Nye Interstate Highways havde overflødiggjort den gamle rute og myndighederne ville ikke spytte flere penge i ruten. Vejstykkerne overgik til de forskellige stater, hvor nogle blev indlemmet i det statslige vejnet, eller lavet til private vejstykker. Andre igen fik lov at forfalde. Det er desværre ikke længere muligt at følge Route 66 på originalvejene helt fra Chicago til Los Angeles, men en række frivillige organisationer har siden 90erne brugt tid og penge på istandsættelse af flere strækninger.

The Historic Route 66 kaldes den mest benyttede del af strækningen, hvor de frivillige organisationer har gjort den største indsats. I dag benyttes den af ferierende, der ligefrem afholder deres ferie på Route 66, så enkelte af de gamle moteller og tankstationer er renoveret og genåbnet. De fleste af dem fra er genskabt som i storhedstiden og på enkelte strækninger kan næsten virke som om man kører i en lille tidsmaskine.

Renoveret tankstation nær Mt Olive, Illinois.

Nostalgi på Route 66

Standard Oil tank fra 1932

Blue Swallow fra 1939 er genåbnet

Happy trails!