I denne nye serie dykker vi ned i antikkens rejsebøger og kigger lidt på de attraktioner, som de gamle grækere mente, hørte en dannelsesrejse til. Antikkens turistindustri var muligvis begrænset, men ikke desto mindre rejste folk rundt langs middelhavets kyst, for at se hvordan verden så ud.

Til det formål fandtes en række beskrivelser og lister, der kunne hjælpe med planlægningen af grækernes ferie. De græske lister snakkede ikke om vidundere, men om ’theamata’, hvilket egentlig bør oversættes direkte med ’seværdigheder’. Der var mange forskellige lister, men Steampunk.dk har valgt at følge listen fremstillet af Antipatros fra Sidon i 2. århundrede f.v.t. Bortset fra at Babylon mure (der omtales under de hængende haver), her er udskiftet med Fyrtårnet ved Alexandria.

Vi starter i omvendt kronologisk rækkefølge med den nyeste af seværdighederne, nemlig Fyrtårnet ved Alexandria, der stod færdigt omkring 280 f.v.t under Ptolemy II – søn af Alexander den Stores general Ptolemy Lagides, der arvede Egypten efter Alexanders død og blev stamfader til Ptolemaios-dynastiet, der også talte den berømte dronning Kleopatra (hun var altså græker, snarer end Egypter).

Alexandria blev grundlagt af Alexander den Store i 331 f.v.t., men det var først da Ptoelmy I overtog roret, at byen virkelig blomstrede til den fantastiske handelsby vi (måske) kender fra historietimerne. Et gigantisk paladskompleks dækkede næsten det kvarte af byen og indeholdt blandt andet det berømte bibliotek.

Alexandrias livsblod var dog handel og byen blev hurtigt en af middelhavets travleste havnebyer. I løbet af kun hundrede år, voksede Alexandria fra et øde sumpområde, til verdens største by og det var samtidig en af den hellenistiske verdens smukkeste. Der blev ikke sparet på noget i Alexandria og da man kommissionerede Sostratus of Cnidus til opførelsen af et fyrtårn (muligvis verdens første) på øen Faros ud for havnen, så skulle det vitterligt være the mother of all lighthouses.

Man ved ikke helt præcist, hvordan fyrtårnet så ud (det blev ødelagt under et jordskælv i starten af 1300tallet), men det beskrives i 1165 (den fuldeste beskrivelse der er fundet) af den arabiske rejsende Abou Haggag Youssef Ibn el-Andaloussi. Selve tårnet var efter sigende mellem 120 og 140 meter højt, bestående af tre ’etager’, hvoraf den nederste var 8,5m på hver led. Fyret stod i midten af en stor åben gård omkranset af 6m høje mure. Konstruktionen var på alle måder kolossal og må have slået datidens rejsende som nærmest guddommelig.

Fyrtårnet ved Alexandria adskilte sig drastisk fra den moderne opfattelse af fyrtårne. Dels var det opført for at tiltrække sejlende (ikke advare dem) og dels var det beregnet til brug om dagen (de gamle grækere afskyede natsejlads). Fyrtårnet var mere hvad vi i dag ville kalde et varetegn: her er Alexandria, kom og køb!

Fyrtårnets lys kom fra et kæmpemæssigt bronzespejl, der var installeret så det fangede solens stråler og sendte dem ud over havet. Ifølge overleveringer kunne lyset ses 47km langt væk. Derudover viser romerske mønter, at fyret havde en statue af Poseidon (eller Zeus alt efter hvilken kilde man læser) på toppen og en hornblæsende Triton i hvert af de øverste hjørner af den nederste ’etage’.

Det at hovedformålet var dagssejlads betyder selvfølgelig ikke, at fyrtårnet ikke kunne bruges om natten. Det er sandsynligt, at spejlet reflekterede lyset fra et bål, eller en olielampe, om natten, men det har alligevel været en noget farlig fornøjelse, at sejle ind i havnen i mørke. Et større bål indeni tårnet ville sandsynligvis have skadet konstruktionen, så det kunstige lys har nok været lidt feset.

Skægt nok beskriver ingen af antikkens tekster, hvordan fyrtårnet egentlig fungerede. De mest detaljerede tekster man kender, er alle fra tiden efter fyret var begyndt at falde sammen og i hvert tilfælde efter det oprindelige fyrs lys var slukket for evigt. Vi skal nok regne med, at det er lagt rigeligt på samtlige fortællinger.

Som det ses på mønten ovenfor, så var den faktiske bygning måske knap så imponerende som nutidens forestilling. En libanesisk mosaik fra den 4. århundrede afbilleder også tårnet i en noget mindre udgave.

Vi har kun sporadiske beskrivelser af fyrets historie, men det er sandsynligt, at den øverste del forsvandt omkring år 800. Det vides ikke med sikkerhed om toppen blev genopført, og slet ikke om den blev genopført som den originale. Tilsyneladende forsvandt spejlet allerede inden 850 – muligvis ødelagt under en rekonstruktion.

Over de næste 2-300 år findes forskellige historier om henholdsvis ødelæggelse og reparation, men der er intet håndgribeligt. Omkring årtusindeskiftet var tårnet ifølge kilder nede på 22m i højden og et forsøg på genopførsel i slutningen af 1200tallet (startet af selveste Saladin), endtes af et stort jordskælv i 1303. Som det sikkert fremgår, så passer de forskellige beskrivelser ikke helt kronologisk. Måske fordi senere kronikører har forsøgt at fange fyrets originale format.

Fundamentet, der var bygget med flydende bly i stedet for mørtel og derfor ualmindeligt solidt, stod tilbage indtil slutningen af 1400tallet, hvor stenene blev brudt op og anvendt i konstruktionen af et fort på stedet. Det glorværdige fyrtårn led således en trist skæbne i løbet af dets sidste par hundrede år, det er dog imponerende i sig selv, at bygningen faktisk stod der i godt 1700 år.

Qaitbay citadellet opført hvor fyret stod - muligvis med/på rester af fundamentet

Nutidens billede af fyrtårnet er kraftigt farvet af den tyske arkæolog Hermann Thiersch’s fantasi. I starten af 1900tallet samlede han kilder om fyret og forsøgte sig med rekonstruktioner, efter forskellige arkitektoniske principper. Han nedfældede sine ideer i en række bøger fyldt med detaljerede tegninger (der egentlig ikke ligner samtidige afbildninger). Eftertiden besluttede at bruge Thiersch’s model i stedet for de mere slatne modeller fra mønter og mosaikker.

Fyrtårnet ved Alexandria er derfor nok mere mytologi end virkelighed. Naturligvis stod der et imponerende fyrtårn på Faros, men vores forestilling om det ligger nok et stykke fra sandheden. Heldigvis har dykkere fundet stumper af fundamentet og måske vil arkæologer en dag kunne bygge en realistisk model. Indtil den dag må vi nøjes med den fantasifulde rekonstruktion, som kinesiske arkitekter byggede til kulturparken Windows of the World i 2005.