Under den kolde krig var der kun en ting der var vigtigere end den totale ødelæggelse af fjenden, nemlig at gemme sine atomvåben, så selvsamme fjende ikke ødelagde dem først – never mind the public.

Man tog fantasien i brug når disse afsindig dyre atomvåben skulle stuves af vejen. Primært gravede man sine missiler ned i betonsiloer og dækkede dem med jord og tørre kviste, men hvis dette ikke narrede fjenden, så skulle man naturligvis finde andre løsninger. Atombevæbnede ubåde kunne selvfølgelig løse opgaven til fuldkommenhed, men ubåde tilhører gerne flåden og i USA ville flyvevåbenet ikke overlade al morskaben til en samling syfilisbefængte matroser.

US Air Force måtte derfor have tænkehatten på, hvis de skulle overliste både flåden og den famøse sovjetunion. Ud af denne paranoide forestillingsverden voksede dødens jernbanevogn: The Peacekeeper Rail Garrison Car.

Til trods for det fine navn, så var der intet fredeligt over godsvognen. Det var en specialfremstillet togstamme, der kun havde et formål: destruktion af sovjetunionen. The Peacekeeper Rail Garrison Car var nemlig ment som et es i ærmet, når almindelig atomkrig havde ødelagt alle andre våbensystemer. Tanken var at USA altid ville have ekstra atomvåben, uanset hvordan kommunisterne angreb. Sovjetunionen havde naturligvis tilsvarende systemer, så det var lidt lige som to tryllekunstnere der står og gætter hinandens kort.

The Peacekeeper Rail Garrison Car skulle til dagligt gemmes i hemmelige bunkere og kun hvis krigen brød ud, skulle de kører ud på det amerikanske jernbanenet og forsvinde i mængden af godstog. Ifølge planen skulle US Air Force have 25 togstammer med hver 2 LGM-118A Peacekeeper missiler – godt 3 megaton yield pr styk. Det var selvfølgelig vores allesammens peace keeper Ronald Regan, der i 1986 gav grønt lys for uviklingen af dette noget dødbringende futtog.

US Air Force begyndte at teste systemet i slutningen af 1990. Den klassiske trio af våbenindustriens giganter stod bag udviklingen af The Peacekeeper Rail Garrison Car: Boeing Aerospace Corporation, Westinghouse Marine Division og Rockwell International Autonetics. Besætningen kom fra flyvevåbnet og skulle stå parat til øjeblikkelig udrykning. Deres overlevelseschancer var begrænsede, men langt bedre end deres kollegaer i de mange missilsiloer – alle naturligvis kendt af sovjetunionen.

En af den kolde kriges besynderligheder var, at ingen reelt havde mulighed for at overleve den krig man gik og ventede på. Som et arrigt barn der ikke vil dele sit legetøj, var man nemlig fuldt ud klar til at destruerer alt (dette gjaldt naturligvis for begge sider). Krigen var beregnet til at involverer 30-50.000 atomvåben og der var næppe mulighed for egentlig overlevelse, hvis bare en brøkdel fandt deres mål. The Peacekeeper Rail Garrison Cars kunne så rulle ensomt rundt på jernbanenettet med deres strålingssyge besætning.

Samtidig med at den første godsvogn ankom til Vandenberg Air Force Base i Californien, begyndte koldkrigsklimaet af fordampe. Sovjetunionen var opløst og Ronald Regan var flyttet tilbage til Hollywood og verden så generelt lidt mere fredelig ud.

The Peacekeeper rail garrison systemet syntes derfor knap så uundværligt og projektet blev rullet ud på et sidespor, for så endeligt at blive lukket i 1991. Prototypen er nu udstillet på National Museum of the United States Air Force, Wright-Patterson Air Force Base.

De 50 LGM-118A Peacekeeper missilerne der skulle have bevæbnet togvognene, blev i stedet opsat i siloer rundt omkring i USA. Samtligt LGM-118A blev taget ud af tjeneste i 2005, men der er selvfølgelig stadigvæk atomvåben nok til ødelæggelse på et fornuftigt niveau (USA cirka 5500 a-våben i tjeneste og et tilsvarende antal i reserve – Rusland har godt 2700). Faktisk har ingen af de to lande droslet ned for beredskabet og man har stadig strategiske a-våben på 15 minutters alarm – i mangel på nye fjender, så peger de naturligvis på den gamle koldkrigsfjende.