I december 1953 kunne læserne af Modern Mechanix læse om de frygtelige eftereffekter af en atomkrig. Forfatteren, hvis man da kan kalde ham det, formår at ramme ved siden af på næsten alle området og demonstrere sin komplette uvidenhed, ved henvisning til en atomprøvesprængning i New Mexico i 1943 (Trinity-testen var i juli 1945).

Artiklen starter ganske lovende med den dramatiske indledning:

“Now hear this, Earth! I am Mutant Man, Homo Superior! I have been created by radiation forces out of the loins of you, the human race, after your great and terrible Atom War. Yes, I am a step above and beyond you and I am now your master for better or for worse. You created me in your blind, savage, senseless war of atomic radiation. You have only yourselves to blame if I turn out to be your ”Frankenstein Monster!”

Et stod umiddelbart klart: en atomkrig ville udløse synkroniseret massemutation, hvor et stort antal af vores race udvikler nøjagtigt samme fordele på baggrund af den omtalte stråling. Der er altså ikke noget med langsom smertefuld død, med blodet fossende fra samtlige kropsåbninger.

Grundlæggende forudser artiklen, at mennesket gennem radioaktiv bestråling vil udvikle en abnorm hjerne, der ville resulterer i et forvokset hoved – Homo Superior ville naturligvis være skaldet, men det er nok også den eneste faktiske effekt af radioaktiv bestråling som artiklen formåede at beskrive.

Der var ganske enkelt tre muligheder: enten ville de muterede mennesker bringe hidtil usete videnskabelige fremskridt, eller de ville gøre os til deres slaver og eventuelt æde os. Den sidste vinkel til historien, var den mulighed, at vi ville dræbe alle de muterede – hvilken nok er den mest sandsynligt.

Det er et videnskabeligt faktum, at kraftig radioaktiv bestråling først ødelægger menneskets sans for mode. Den grumme udgave af det muterede menneske, ville derfor ufravigeligt vælge en let genkendelig klædedragt, sandsynligvis med en V-formet overdel – i samme stil som højtudviklede rumvæsener nødvendigvis beslutter sig at bære.

Postulatet bygger i sin enkelthed på, at hvis der efter atomkrigen er flere mutanter end mennesker, så vil de forsøge at udrydde os. Hvorimod en mutantgruppe i undertal, nødvendigvis vil være mere medgørlige. Forfatteren advarer os mod en heksejagt på de gode mutanter, hvis det skulle vise sig, at de fine kloge mutanter var i undertal, men påstår i samme sætning, at det ville være nødvendigt, hvis vi vil bevare vores frihed – hvor har jeg hørt det før?

Det forholder sig nemlig sådan, at hvis vi ikke formår at udrydde dem hurtigt, så vil selv mutanter i undertal i sidste ende gøre os alle ti deres slaver – hvis vi er heldige!

Artiklen viser med al tydelighed, at et muteret menneske vil overgå alt vi formår: In general, he would live a longer, better and healthier life. Mutanten vil også uværligt miste sine visdomstænder, men ikke nok med det: Finally, it would be only the wisdom teeth that would vanish. In wisdom itself. Mutant Man would gain tremendously. His larger brain would give him intellectual powers and immense intelligence beside which we would stack up like clever, trained apes, or low-grade morons. Mutant Man might very likely reach a high enough ethical, moral and spiritual level to eliminate the social maladjustments that cause war, crime and insanity.

Afslutningsvis nævner artiklen, at disse mutanter muligvis kunne være sterile og hele situationen derved forløses af sig selv over en generation. Forfatteren ser for sig, at den sidste kloge og gode mutant tager afsked med sine menneskelige brødre, vel vidende at hans overlegne intellekt for en kort tid gav dem det boost civilisationen behøvede, for at opnå evolutionens absolutte top – han vil blive husket i al evighed: ære være hans minde.