Anden verdenskrig førte til en uovertruffen industriel mobilisering i Amerika. Ved angrebet på Pearl Harbor i december 1941, havde det amerikanske luftvåben ikke mere end et par tusinde fly af alle typer. 3½ år senere havde de flere hundredetusinde og fabrikkerne spyttede dagligt flere hundrede nye ud. Et af de steder der var central for den kraftige forøgelse, var Ford Motor Companys gigantiske samlehal ved Willow Run.
Før krigen var Willow Run et stykke landbrugsjord i Michigan, som ikke udmærkede sig ved andet, end at ejeren hed Henry Ford. Da den amerikanske regering i 1941 pludselig begyndte at kastede om sig med produktionskontrakter, besluttede Henry at omdanne marken til en koloenorm flyfabrik. Det første spadestik blev taget i april 1941 og i løbet af sensommeren 1942 begyndte de første arbejdere at indfinde sig.
Samlehallen ved Willow Run har et karakteristisk knæk, der giver den form som et spejlvendt L. Man skulle tro at Henry Fords store kærlighed til lange samlebånd, ville have forhindret dette, men hans kærlighed til penge var større og knækket skyldes, at fabrikken ellers ville strække sig over 2 county lines, hvilket ville betyde, at der skulle betales skat begge steder. Man løste problemet med en kæmpe drejeskive, der drejede flyene 90 grader, inden de kørte videre langs den sidste del af samlebåndet.
I oktober 1942 kunne Willow Run afleverer det første fly og allerede i december var antallet oppe på 107. Der var dog kvalitetsproblemer på fabrikken og kun halvdelen blev accepteret af luftvåbnet. Ford tilpassede produktionen og efterhånden som Willow Run fik uddannet deres arbejdere steg kvaliteten. Man ansatte dagligt hundredvis af nye arbejdere. I juni 1943 havde fabrikken 42.331 ansatte – rekorden var 3000 nye medarbejdere på en dag, Lønnen lå mellem $0.95 og $1.60 i timen, med ligeløn for mænd og kvinder.
Fabrikken kørte med 2 skiftehold på 9 timer hver og allerede et år efter åbningen rullede der 230 fly fra fabrikken om måneden. På sit højeste, i august 1944, producerede Willow Run 428 B-24 fly om måneden – det er næsten 14 store firemotorede bombefly til godt $300.000 stykket om dagen.
Willow Run fortsatte med at vokse og sideløbende opstod der en mindre provinsby til de mange arbejdere. Ford Motor Company stod for indlogeringen, der kostede $5 om ugen for et værelse, eller $6.50 for en lejlighed – der dog kun var for ægtepar. Desuden opførte man et indkøbscenter, så arbejderne havde noget at bruge pengene til.
Der var ofte problemer med at holde på de ansatte. Før krigen flyttede folk sjældent rundt i staterne, men krigsproduktionen lokkede store dele af befolkningen, til at søge lykken langt fra hjem og familie. Ofte blev de dog hjemsyge efter et par uger og med den gode løn, var det fristende at smutte hjem en tur. Willow Run havde konstant behov for folk, så der var næsten garanteret ansættelse igen når pengene brugt op.
Willow Run var kun en del af den amerikanske bilindustris krigsproduktion. Michigan og i særdeleshed hovedstaden Detroit øgedes i krigsårene med næsten en halv million mennesker. Det gav også penge i kassen. Bilindustrien og deres underleverandører producerede samlet for $30 milliarder i løbet af 3 år.
Krigen blev jo heldigvis ikke ved og behovet for nye bombefly faldt drastisk, efterhånden som det Tyske luftforsvar blev tvunget i knæ. Da Willow Run stoppede flyproduktionen i 1945, var der bygget 8685 B-24 – godt halvdelen af samtlige B-24.
Willow Run var berømt for andet end B-24 bombefly. Det var flyfabrikken hvor den ægte Rosie the Riveter slog sine folder. Rose Will Monroe rejste fra Kentucky til Michigan og blev hyret af Ford sidst i 1942. Hun blev opdaget af filmmanden Walter Pidgeon, der var ved at optage en reklamefilm for krigsobligationer. Den kønne 22årige Rose var legemliggørelsen af den kampånd Amerika forsøgte at fremelske i deres kvinder (og mænd for den sags skyld). Hun medvirkede i adskillige reklamefilm for både krigsobligationer og kvindelig arbejdskraft. Gennem Rosie the Riveter kampagnen kom yderligere 12 millioner amerikanske kvinder på arbejdsmarkedet.
Efter krigen overgik Willow Run til Kaiser Motors, der i starten 50erne producerede fragtflyet C-119 Flying Boxcar for Fairchild. Derefter overtog General Motors samlehallen og byggede forskellige Chevolet modeller i den gamle flyfabrik. I juni 2009 besluttede GM at lukke fabrikken, som en del af deres konkurs.
Fabrikkens lufthavn fungerer endnu og er hjemsted for The Yankee Air Museum, der meget passende udstiller fly fra perioden – desværre ikke en B-24. Museet afholder årligt et veteranflyshow kaldet Thunder Over Michigan. I 2010 forventes der at deltage ikke mindre end 7 B-17 bombefly – den største samling siden 40erne. Selvfølgelig kommer der også en af de sidste 3 luftdygtige B-24: Collings Foundations B-24J Witchcraft.
Thunder Over Michigan drejer sig ikke bare om fly. Stævnet tiltrækker køretøjer, reenactors og folk med generel militærhistorisk interesse fra hele USA. Der er i særdeleshed fokus på anden verdenskrig og nogle få dage i august hvert år, er Willow Run tilbage i storhedstiden.
Production run at Willow Run,