Husene på Christianshavn – part II

Christianshavn har altid været tilknyttet søfarten. Havnesiden og matriklerne langs kanalerne bestod af pakhuse og købmandsgårde. De store handelsfirmaer, som Asiatisk kompagni og Vestindisk kompagni, havde deres egne havne og de små benyttede flådens gamle leje Grønnegårdshavnen, der lå hvor Danisco ligger i dag.

I den første halvdel af 1700tallet opfyldte man store områder nordøst for Christianshavn og ud mod flådens leje. Dette temmelig store område af kunstige øer blev som bekendt til Flådestationen Holmen, men det er egentlig en helt anden historie.

Plan over Christianshavn og Holmen i 1751

Plan over Christianshavn og Holmen i 1751

I 1733 iværksatte erhvervsmanden Andreas Bjørn et privat inddæmningsarbejde lige ud for Bådsmandsstrædes nordlige del (altså på Neden Vandet siden, ind mod byen). Her anlagde han et skibsværft og en række pakhuse, Da Bjørn døde i 1750 overtog familien Wilder værftet og lagde navn til området, der i dag kendes som Wilders plads.

En anden af Christianshavns store bygmestre, var Andreas Bodenhoff, der i 1760erne opfyldte området ud for Bådsmandsstræde (bag det område Andreas Bjørn opfyldte) og anlagde endnu et skibsværft. Området blev senere kendt som Alladinkvarteret. Et slumområde der kunne måle sig med byens bedste.

I 1790 oprettede man Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i det tidligere børnehus på Christianshavns torv. Fængslet var opdelt i flere afdelinger, hvoraf Rasphuset logerede de groveste forbrydere og holdt dem beskæftiget med fremstilling pulver til træfarve (raspning). Tugt og forbedringsfangerne havde mindre sundhedsskadelige arbejde med at spinde og væve. Huset gik derfor også under navnet Spindehuset.

Man ombyggede huset til et rent kvindefængsel i starten af 1860erne og bygningen fungerede som sådan indtil 1928, hvor det blev nedrevet og man opførte det uklædelige ”Lagkagehus”. Som et minde om bygningens tidligste dage hedder broen over kanalen stadig Børnehusbroen.

Christianshavns torv med Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset i 1700tallet

Christianshavns torv med Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset i 1700tallet

Christianshavn slap uskadt gennem begge 1700tallets store brande og det centrale gamle Christianshavn er en af Københavns få bydele, hvor der stadig er mange renæssancehuse fra 1600tallet. Mange af de fotte bindingsværkshuse ligger stadig hyggeligt langs Christianshavns gader. Særligt i Strandgade findes der mange af disse 1600tals huse, blandt andet Mikkel Vibes Gård fra omkring 1630. I øvrigt det første skøde udstedt på Christianshavn.

Oprindeligt var det tiltænkt, at Vor Frelser Kirke fra 1686 skulle betjene sognebørnene på Christianshavn, men allerede i midten af 1700tallet, var bydelen vokset fra kirken og man opførte en ny for enden af Strandgade. Det var specifikt den store tysktalende menighed, der ønskede deres egen kirke og dens oprindelige navn var derfor Frederiks Tyske Kirke. I 1901 skiftede den navn til Christians kirke.

Renæssancegårde på Christianshavn

Renæssancegårde på Christianshavn

Søetatens Kvæsthus (hospital), der før havde ligget på Bremerholm, flyttede til nye lokaler på Christianshavn i 1776. Den store flotte bygning havde oprindeligt været et børnehjem, men forholdene var blevet for trænge og man flyttede børnene til Store Kongensgade. I 1780 udbyggede man Søkvæsthuset med en stor fløj langs Bådsmandsstræde, der i dag huserer som Orlogsmuseet.

Ved udgangen af 1700tallet, havde Christianshavn ændret sig radikalt. Hele den nordøstlige del var udbygget efter voldens omlæggelse og med de nye flådeanlæg (Holmen) var der faktisk ikke meget åbent vand tilbage. I 1800tallet begyndte Christianshavns lange forbindelse til forsvaret, da man anlagde en række kaserner på den befæstede ø. Det skal vi kigge på i næste afsnit.

Det oprindelige Opfostringshus fra 1754

Det oprindelige Opfostringshus fra 1754

Orlogsmuseet i Søkvæsthusets gamle fløj fra 1780

Orlogsmuseet i Søkvæsthusets gamle fløj fra 1780

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (2 votes cast)
Husene på Christianshavn – part II, 10.0 out of 10 based on 2 ratings
Be Sociable, Share!
Posted in københavn | Tagged as: , , , , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *