Skylab programmet der afløste det lukkede Apollo program, havde sine rødder helt tilbage til 1959, hvor Army Ballistic Missile Agency (ABMA) havde udfærdiget en rapport til U.S. Department of the Army. Projekt Horizon som undersøgelsen hed, blev ledet af Wernher von Braun og Heinz-Hermann Koelle, der begge kom fra det Tyske V2 raketprogram.
Det var en temmelig ambitiøs undersøgelse, der skulle klarlægge mulighederne, ikke bare for en månelanding, men for etableringen af en permanent militærbase på månen. Resultatet blev forelagt militæret under det velklingende navn: Project Horizon, A U.S. Army Study for the Establishment of a Lunar Military Outpost.
I 1959 havde mennesket ikke engang været i rummet, så en base på månen var muligvis science fiction i de flestes øjne, men von Braun og hans hold gik til makronerne med karakteristisk energi. De beregnede at 147 Saturn I og II kunne løfte tilstrækkeligt materiale i orbit, hvor det kunne samles til et månefartøj fra en rumstation bygget i en brugt brændstoftank (en tanke der overlevede til Skylab).
Man forventede at byggeprogrammet skulle strække sig over 4 år, startende med 40 Saturn affyringer i 1964. I 1965 skulle de første 2 astronauter lande på månen og påbegynde konstruktionen af den faktiske månebase. Allerede i 1966 forventede man, at bases skulle være fuldt bemandet med 12 astronauter, hvorefter 107 Saturn raketter skulle benyttes til at fragte yderligere 340 ton gods til månen.
Bases skulle bygges af 6m lange metalcylindre på 3m i diameter. To atomreaktorer ville levere energi til basens systemer, der skulle bestå af lige dele efterretningsmateriel og videnskabeligt materiel til forskning. Det var tiltænkt at basen skulle forsvares mod sovjetisk angreb, med taktiske Davy Crokett atomraketter og Claymoreminer.
Som det sikkert er klart, så blev Project Horizon ikke til mere end en rapport, men skal det ses i et mere historisk lys, så er der ingen tvivl om, at Project Horizon var en direkte forløber for Apollo programmet og altså også dannede idegrundlag for Skylab, der havde mange træk tilfælles med rumstationen fra Project Horizon. I særdeleshed var ideen med at anvende et brugt rakettrin til stationen, noget der kom fra Horizon.
Eftersom NASA fik sit gigantiske Apollo-budget og derfor benyttede 60erne til månerejser, så måtte Amerika vente til 1973, før de fik deres første rumstation. Programmerne hænger dog til en vis grad sammen, da blandt andet Apollo X (X ikke 10) legede med tanken om en rumstation.





