I Herman Melvilles berømte bog Moby-Dick, sejler kaptajn Ahab sydhavet tyndt i jagten på den store hvide hval Moby-Dick. Det er en klassisk roman der, hvor usandsynligt det end lyder, bygger på faktiske begivenheder.
I 1819 sejlede Nantucket kaptajnen George Pollard sit 238 ton tunge hvalfangerskib Essex af sted mod Sydhavet på en 2½ år lang fangsttur. Hvalolieindustrien var en farlig, men utrolig indbringende forretning og Nantucket var hvalfangernes Silicon Valley. Herfra opererede alle de store olieselskaber og herfra sejlede alle de selvstændige kaptajner deres skibe. Nantucket var bygget på hvalolien og dens skippere ejede med Melvilles ord havet:
“Two thirds of this terraqueous globe are the Nantucketer’s. For the sea is his; he owns it, as Emperors own empires.”
I dag er Nantucket mindre hektisk, men stolt af sin hvalfangertradition
Den 20. november 1820, næsten to år inde i fangstturen, mødte besætningen på Essex en kaskelothval der gav dem kamp til stregen. Mændene var gået i de mindre fangstbåde, hvorfra fangerne jagtede og harpunerede hvalerne, da en kæmpe han vædrede Essex gentagende gange. Hvalfangerskibe var solide fartøjer, men sammenstødet med en gal 40 ton tung hval, var mere end hun kunne holde til. Mens den paniske besætning forsøgte at nå tilbage til Essex, forsvandt hun under Stillehavets overflade.
Det var ikke unormalt, at kaskelothvaler gik til angreb på de åbne fangstbåde, men at de ligefrem angreb og sænkede hvalfangerskibet var ikke bare usædvanligt, det var uhørt!
Den 21 mand store besætning var nu overladt til sig selv næsten 4000km fra Sydamerikas kyst. De havde 3 forholdsvis solide både, men hverken mad eller drikke til en længere tur over åbent hav. De viste at den ubeboede Henderson Island lå indenfor overkommelig afstand og begav sig derfor af sted mod øen. Da de udmattede nåede frem, kastede de sig frådende over de sparsomme ressourcer øen kunne byde på.
Desværre var disse ressourcer ikke beregnet på grådige hvalfangere og i løbet af en uge, var det lykkedes besætningen at udrydde øens bestand af fugle, der var det eneste spiselige på Henderson. Hovedparten af besætningen valgte derfor atter at gå i bådene, da Stillehavet allerede dengang var rimelig trafikeret netop på grund af hvalfangsten. Hvis de kunne komme til de store fangstområder længere sydpå, var der en chance for, at de ville blive opdaget af en kollega. Tre mænd valgte dog af forblive på Henderson.
En af tidens typiske åbne fangstbåde
Besætningen fra Essex blev dog ikke opdaget og mens deres sparsomme forråd fra Henderson Island svandt hen, døde de en efter en af dehydrering, sult og forskellige mangelsygdomme. De første syede man ind i deres tøj og bisatte over bådenes ræling, men efterhånden som sulten tiltog, begyndte de overlevende at snuppe sig en godbid.
Bådene var blevet spredt fra hinanden og båden med Kaptajn Pollard var nede på 4 mand, som åbenbart var stærke nok, til at overleve, for selvom de havde ædt deres døde kollegaer, så var Pollards båd atter uden mad. Ifølge de overlevende, så enedes man om, at trække lod om den meget tvivlsomme ære, at blive aflivet og ædt af de tilbageblevne. Denne gustne skæbne tilfaldt Pollards nevø Owen Coffin, som han endda havde lovet at beskytte. Endnu et lod blev trukket, for at finde hans bøddel. Denne skæbne tilfaldt hans ven Charles Ramsdell, der skød Coffin, hvorefter han blev spist. Kort tid efter døde det tredjesidste besætningsmedlem Barzillai Ray, som de to sidste overlevende også satte på menuen. Dette holdt dem i live turen ud.
Efter 95 dage til havs blev de spottet fra Nantucket skibet Dauphine. Begge de overlevende var knap i live og opdagede ikke engang Dauphine, da skibet gled op på siden af dem. De kom dog ombord og blev sejlet til Valparaiso i Chile, hvor de blev genforenet med Essex 3 andre overlevende. Den tredje fangstbåd blev aldrig fundet, men mændene på Henderson Island blev hentet, efter Pollard havde gjort opmærksom på deres eksistens. Der var således kun 9 tilbage af Essex originale besætning på 21.
To af de overlevende skrev deres historie, men kun Owen Chase fik sin udgivet. Denne bog: Narrative of the Most Extraordinary and Distressing Shipwreck of the Whale-Ship Essex, var den direkte inspiration til Melvilles Moby-Dick. Kahytsdrengen Thomas Nickersons historie måtte vente med udgivelse indtil 1984, da den blev genopdaget af Nantucket Historical Association.
Owen Chase, den længstlevende af Essex besætning. Død 1869
En anden inspiration til Moby-Dick var en virkelig kaskelothval, der i starten af 1800tallet ofte kunne findes i området omkring øen Mocha ud for Chiles stillehavskyst. Hvalen var langt større end normale kaskelothvaler og overlevede mange kampe mod hvalfangere. Mocha Dick, som hvalen hed, var ligesom bogens Moby-Dick en hvid han med et kraftigt temperament. Den første beskrivelse af Mocha Dick er fra 1810, hvor hvalfangere fra Nantucket forsøgte at dræbe ham. Hvalen gik dog til modangreb og fangerne fortrak i deres små både. I løbet af de næste 30 år opbyggedes en legende om den aggressive hvide hval, der angreb og sænkede hvalfangerbåde. Myten beskriver nærved 100 fangstforsøg, inden Mocha Dick endelig blev dræbt i 1838.
Hvalfangst i ishavet - bemærk danskeren
Nantucket omkring 1900 - efter hvalfangstens storhedstid
Kaskelothvalen er i dag fredet og bestanden tælles atter i hundredtusindvis
