Da USAF i midten af 40erne skulle udskifte deres aldrende flåde af mellemstørrelse bombefly, udstedte de en licitation, der indbød flyfabrikanterne til at komme med et godt bud på fremtidens fly. Anden verdenskrig var vundet og jetmotoren havde holdt sit indtog i luftfartens verden. Derfor var det naturligt, at det kommende bombefly skulle drives af jetmotorer, derudover skulle det nye fly kunne opfylde en nærstøtterolle til jordpersonel. En rolle der havde haft enorm betydning i krigens sidste år.
Flyfabrikanten Martin svingede pisken over designkontoret og kunne i oktober 1949 prøveflyve deres bud – XB-51. Flyet var ukonventionelt på flere måder. Primært fordi Martin havde valgt at udstyre maskinen med hele 3 General Electric J47 turbojet motorer. En placeret i halepartiet og 2 underligt ophænge under den forreste del af fuselagen. Flyet havde et, for datiden, ret avanceret vingedesign, med 35 grader sweep, leading-edge slots, fuldlængde flaps og spoilers i stedet for krængeror. Derudover havde vingen variabel indfaldsvinkel. Et arrangement der mekanisk kunne ændre vingens forhold til flyets længdeakse.
Understellet bestod af 2 hovedhjul i tandem og et outrigger-hjul på hver vingetip. Et design der gav maskinen et lidt kluntet udseende på jorden. Til trods for sin størrelse og det lidt kluntede, så var maskinen aerodynamisk ren og udstyret med Martins patenterede roterende bomberum, der med de udvendige ophængspunkter bragte maskinens bombelast op på 4700kg, selvom specifikationen kun krævede 1814kg. Desuden havde man proppet hele 8 20mm kanoner ind i næsen, så den kunne klare jordstøtteopgaverne.
XB-51 var i konkurrence med Avro Canada’s CF-100 og English Electric’s Canberra. Canadierne var hurtigt vippet af pinden og USAF tog nu de tilbageblevne fly under behandling. Desværre for Martin, så havde Koreakrigens tidlige år vist, at den nye maskine ville få en større rolle som let angrebsbomber med rigelig operationsradius og XB-51 måtte se sig slået på netop de punkter. Desuden faldt USAF at de besynderlige outrigger-hjul ikke var praktiske, når maskinen skulle opererer fra fremskudte flybaser under feltforhold. Valget faldt derfor på den Britiske Canberra, der dog blev købt til licensfremstilling i netop Martins fabrikker.
I årene 1953 til 1957 fremstillede Martin 403 Canrerras, der dog fik den amerikanske betegnelse B-57 Canberra. Det var en utrolig succesfuld maskine, der forblev i USAF tjeneste i mere end 25 år. 2 maskiner er dog overgået til NASA, der stadig anvender dem til forskning.
Martin havde betalt mere end 12 millioner dollar for udviklingen af deres 2 prototyper, så de næste par år forsøgte de at få lidt valuta for pengene, ved at anvende dem til testflyvning. Desværre mistede de begge fly i løbet af et par år, så ingen af de besynderlige bombefly, med støttehjul og påhængsmotorer, har overlevet til nutiden.