Lige siden tyskerne begyndte at anvende togtransport, har Berlin-Friedrichstrasse været en central del af netværket i og omkring hovedstaden Berlin. Stationen åbnede i 1882 som knudepunkt for Berlin Stadtbahn og intercity-forbindelserne til andre tyske og europæiske byer.
I løbet af det næste halvt hundrede år, voksede stationen i takt med jernbanens udbredelse og storbyens voksende befolkning. Berlin fik en undergrundsbane allerede i 1902, men det var først i 1923, at Berlin-Friedrichstrasse blev en del af U-Bahn nettet. I midten at 20erne fordobledes stationens kapacitet, ved tilføjelsen af endnu en tunnelformet stationsbygning. Nærmest mirakuløst overlevede stationen de kraftige allierede bombninger under anden verdenskrig og i 1945 overgik den til Sovjetisk kontrol, da den lå i deres zone.
Berlin-Friedrichstrasse bahnhof i 1900
Hovedindgangen efter ombygningen i 1920erne
Allerede fra 1946 forsøgte sovjetterne og de østtyske myndigheder, at begrænse affolkningen af deres zone. Militæradministrationen oprettede et grænsekorps der patruljerede den usynlige grænse, men jernbanenettet var forholdsvist ubevogtet og det formodes, at mere end 3 millioner østtyskere (godt 20 % af befolkningen) flygtede til vesten gennem Berlin-Friedrichstrasse indtil 1961, hvor der effektivt blev sat en stopper for den slags.
Stationen i 50erne inden muren
Da østtyskerne byggede Berlinmuren, endte stationen med et transportnetværk der var temmelig forkvaklet. De nordgående toge havde kun 3 stationer indenfor muren, mens de sydgående kun havde 2 østtyske stationer. Derfor var undergrundsfaciliteterne i Berlin-Friedrichstrasse kun tilgængelige for vesttyskere, der altså krydsede muren for at skifte tog. Platformene over jorden, var adskilt langs banelegemerne, så man ikke blev fristet til Republikflucht. Men stationen blev altså brugt af begge sider: lokaltransport i øst og international transport i vest.
Da man kunne få tilladelse til at krydse grænsen (begge veje), var stationen også en travl grænseovergang – Berlin-Friedrichstrasse var faktisk et mini-berlin, med afspærringer, pigtråd, grænsevagter, overvågningskameraer og nysgerrige politihunde. Gennemgangslokalet, hvor heldige østtyskere, eller besøgende fra vesttyskland, tog afsked med deres indespærrede familiemedlemmer, gik meget passende under navnet ”Tränenpalast”: Tårepaladset.
Allerede 6 måneder efter Berlinmurens fald genåbnede stationen uden mure, afspærringer og bevæbnede vagter. Det var mere end 29 år siden stationen havde betjent begge sider af jerntæppet, men i løbet af meget kort tid, var Berlin-Friedrichstrasse atter et centralt knudepunkt i Berlins jernbanenet. Faktisk kunne man efter renovationen i slutningen af 90erne, næsten ikke finde spor af koldkrigstiden.
Hovedindgangen som den ser ud i dag
