Efter Bumper raketterne, der grundlæggende var videnskabelige forsøgsraketter, flyttede Von Braun og hans hold i 1949 fra White Sands til Redstone Arsenal basen i Huntsville, Alabama, hvor de under Operation Paperclip fortsatte deres raketarbejde. Udviklingen var nu fokuseret på den amerikanske forsvars behov for mellemdistanceraketter og udover de nødvendige forsøgsraketter, var der ikke nogen videre civil videnskabelig tilgang til raketflyvning.
I begyndelsen lå raketdrengene stadigvæk under US Ordnance Corps, men i 1956 oprettede man en specialiseret enhed for raketter og i særdeleshed missiler, hvorefter Von Braun og vennerne begyndte et nyt liv som Army Ballistic Missile Agency (ABMA). Omlæggelsen af enheden skyldtes en ny strategisk opbygning af det amerikanske militær, hvor raket/missil arbejde og anvendelse skulle henligge under deres egen kommando: Army Ordnance Missile Command (AOMC), der dog først blev endeligt oprettet i 1958.
Der Stoff aus dem die Helden sind - Tyske misilhjerner bag ABMA
Den nye enhed var grundlæggende bare et navneskifte og bemandingen forblev den samme, ligesom arbejdet med deres missiler fortsat bestod af samarbejde med det civile forskningscenter Jet Propulsion Laboratory. Holdets første opgave var den 28 ton tung videreudvikling af den Tyske V2 raket, kaldet PGM-11 Redstone. En raket der senere skulle vise sig, at være særdeles alsidig.
Raketten var på udviklingstidspunktet verdens kraftigste og havde en rækkevidde på 323km, hvilket egentlig var meget bedre end V2 raketten, men Redstone kunne til gengæld medbringe et atomsprænghoved. De gik i tjeneste ved US Army i 1958 og forblev en del af det amerikanske forsvar indtil 1964, hvilket var udsædvanligt på et tidspunkt, hvor udviklingen virkelig gik stærkt. Redstone blev afløst af det berømte Pershing missil.
Klargøring af et Redstone missil
Redstone var ganske tydeligt tiltænkt udelukkende som et våben. Som nævnt i en tidligere artikel, var det US Navy der stod for den amerikanske rumforskning først i 50erne, men med Redstone som løftefartøj, havde Von Braun i 1954 foreslået et rumfartsprojekt benævnt: Project Orbiter. Forslaget, der drejede sig om opsendelsen af en satellit, blev fejet af bordet, da myndighederne ønskede missiler og ikke ville ødsle udviklingsholdets ressourcer på videnskabelige raketopsendelser. Tegningerne og ideerne fra Project Orbiter blev som bekendt i al hast gravet frem, da US Navy gentagende gange sprang deres egne raketter i luften, under et presset forsøg på at indhente Sovjetunionen, der havde opsendt Sputnik. Redstone raketten, eller rettere Juno I videreudviklingen, stod distancen og placerede Amerikas første satellit i rummet 1. februar 1958.
En Redstone på rampen i Huntsville
Umiddelbart efter succesen med Explorer 1, overførte man hele bemandingen fra AMBA til det nyformede National Aeronautics and Space Administration (NASA) og deres arbejdsområde på Redstone Arsenal skiftede navn til Marshall Space Flight Center.
Selvom det måske ikke længere kan betegnes som ”I NASA’s skygge”, så skal det da nævnes, at AMBA holdet tog deres Redstone med til NASA og videreudviklede den til Mercury-Redstone Launch Vehicle, der 5. Maj 1961 løftede Alan Shepard ud i rummet som den første Amerikaner. NASA’s fredelige formål bygger således på en ren militær baggrund.
Alan Shepard og en Mercury-Redstone på vej ind i historiebøgerne
