Da Sovjetunionen i oktober 1957 opsendte verdens første satellit, tog overraskelsen det amerikanske rumfartsprogram med bukserne nede. De forskellige organisationer, der hidtil havde leget med raketter for den amerikanske stat, havde ikke forudset Sputnik.
Sputnik afbilledet i en artikel fra 1957
Den amerikanske regering havde i 1955 annonceret, at de ville opsende en satellit i 1957, eller 1958. Valget af løfteraket stod mellem en tilpasset udgave af Von Braun’s (Army Ballistic Missile Agency) Redstone missil og et Navy foreslag om en 3 trins raket baseret på deres Viking . Udviklingsarbejdet blev taget med ophøjet ro, da men egentlig ikke forventede, at der var andre nationer med i kapløbet. Sovjetternes succes satte pludselig fart over feltet.
US Navy der var længst fremme i udviklingen af noget, der muligvis kunne sende en amerikansk satellit i kredsløb, eftersom Army Ballistic Missile Agency havde fokuseret på militære raketter. Så det var til US Navy, at regeringen henvendte sig og bad dem få fingeren ud. Deres Viking raket, der var en udløber af Hermes (V2) projektet, havde givet dem teknologien til udviklingen af Vanguard raketten, der, selvom den var tiltænkt opsendelse af en satellit, endnu ikke var helt klar til jobbet.
Vanguard raketten havde ikke en særlig imponerende opsendelseshistorik. Ganske vist kunne den flyve, men den var endnu ikke testet som 3 trins fartøj, hvilket var nødvendigt, hvis de skulle smide en satellit i kredsløb. Den tredje opsendelse, benævnt TV-3, skulle derfor ikke bare fragte en satellit i kredsløb, den skulle også teste Vanguard som 3 trins raket. US Navy og Martin, der havde bygget raketten, forsøgte at lægge vægt på opsendelsen som en raket-test, men regeringen og pressen valgte at se det som opsendelsen af vestens første satellit. Vesten kunne ikke komme bagud med rumfartsprogrammet og US Navy blev derfor presset til at rykke opsendelsen af TV-3 frem i kalenderen – det var ikke heldigt. 6 december 1958 eksploderede Vanguard TV-3 få sekunder efter lift-off.
Vanguard TV-3 afslutter spektakulært sin karrierer
TV-3 var det amerikanske rumfartsprograms hidtil største og mest offentlige fiasko. US Navy, der havde regnet med et mere roligt udviklingsforløb, klargjorde i hast backup raketten for TV-3. Denne var benævnt TV-3BU og stod klar til affyring i februar 1958. Raketten klarede ikke turen bedre end TV-3, men holdt dog hele 57 sekunder inden den eksploderede. US Navy havde stadig en raket på lager, men regeringen drejede nu opmærksomheden mod Von Braun og Army Ballistic Missile Agency.
US Army havde ikke siddet helt stille med hensyn til forskningsraketter. Deres hovedopgave var stadig missiler, men i den forbindelse havde de udviklet nogle forsøgsraketter, der kunne tage målinger nødvendige for forbedringer på Redstone missilet og udviklingen af PGM-19 Jupiter missilet. Jupiter-C raketterne havde fløjet allerede i september 1956, men var ikke kraftige nok, til at sende en satellit i kredsløb. Von Braun og hans team, havde fra starten leget med tanken om at anvende deres missiler til opsendelse af en satellit, men eftersom der ikke var penge i kassen, var det blevet ved tankerne. Nu stod de pludselig og skulle sende noget op i en fart, så de gamle tegninger, kaldet project Orbiter, blev fundet frem af skrivebordsskuffen.
Raketten de valgte at benytte, var baseret på Jupiter-C, der igen var baseret på Redstone missilet. Men hvor Jupiter-C havde et Redstone trin, efterfulgt af kun 2 fastbrændstof trin, havde den nye Juno I raket endnu et trin på toppen. Juno I var altså en 4 trins raket, hvilket man hverken har set før, eller siden (ok, det blev benyttet på Juno II, men det er også en Juno).
Satellitten de skulle opsende, var designet af vennerne på Jet propulsion laboratory og bestod af en radiosender og et instrument til måling af stråling i rummet. Det var kun anden gang man havde videnskabelige instrumenter i rummet, da Sputnik 1 grundlæggende kun var en radiosender. Sputnik 2 havde dog medbragt målingsudstyr. Den amerikanske satellit blev kaldt Explorer 1.
Wernher von Braun og hans hold, med en model af Explorer 1
1. februar 1958 opsendte man Explorer 1 med en Juno I raket. Satellitten var fastgjort til Juno rakettens fjerde trin (en nedskaleret Sergeant raket), der efter at være brændt tom forblev i kredsløb med Explorer 1. Både opsendelsen og satellitten var en succes for Amerikas rumfartsprogram og anses for starten på det efterfølgende rumkapløb. Explorer 1 blev også starten på en lang række satellitter der alle bærer Explorer navnet. Explorerprogrammet blev senere overtaget af NASA og eksisterer stadig efter 90 satellitopsendelser.
Lift-off for Juno I med Explorer 1 på toppen
