Under forberedelserne til D-Dagen opdagede de allierede, at de manglede noget hardware, som kunne pløje sig igennem Tyskernes kystforsvars. Man havde under den katastrofale Dieppe aktion opdaget, at de almindelige Britiske kampvogne, ikke sådan bare lige kunne rulle over stranden og deltage i kampene. Hvad man havde behov for, var en modificeret kampvogn der kunne assisterer med andet end kanonen. Faktisk var man helt tilbage i de gamle ridderbøger for at genopdage de såkaldte belejringsmaskiner.
Den primære opgave var minerydning og konstruktionen af disse nye maskiner blev pålagt kampvognstaktikeren Percy Hobart. Enheden der skulle bruge Hobarts nyskabninger var den Britiske 79th Armoured Division, der til lejligheden blev genuddannet til deres nye specialrolle. På basis af en Amerikansk Sherman kampvogn, fremstillede Hobart et køretøj med en roterende tromle med jernkæder, der kunne piske jorden, og minerne, i stykker efterhånden som kampvognen bevægede sig fremad
Hobarts mineplejl var ikke krigens første minepisker. Briterne havde under ørkenkrigen benyttet en Matilda kampvogn til samme formål, men piskesystemet var for skrøbeligt og brød konstant sammen. Derefter arbejdede man løbende på forbedringer, indtil Hobart dukkede op og skubbede på løsningen med en Sherman, hvor hovedmotoren drev en tromle, med 43 piske, rundt med 142 omdrejninger i minuttet – Crab minerydderen var født.
Hobart stoppede nu ikke der. Under udviklingen var man blevet opmærksom på lange flere problemer, som en veltilpasset kampvogn kunne løse, samt fremstillet de køretøjer man mente kunne løse dem. Denne samling af pansrede mærkværdigheden fik den samlede betegnelse: Hobarts Funnies. 79th Armoured Division kørte i øvrigt alle Hobarts specialkampvogne.
En anden af vognparkens køretøjer var AVRE (Armoured Vehicle, Royal Engineers). En multifunktions kampvogn beregnet på at rydde Tyske befæstninger. Bygget over en Britisk Churchill tank og normalt bevæbnet med 290mm Petard morter, der knaldede en højeksplosiv granat på 18kg, kaldet en ”Flying Dustbin”, direkte ind i fæstningsvæggene. Sådan en fidus kunne nedlægge de fleste bunkere.
AVRE kampvognen fik hurtigt andre opgaver og kunne medtage et større udvalg af hjælpemidler. ”Bobbin” udgaven kunne udlægge en kanvasløber, så efterfølgende køretøjer, og kampvognen selv, ikke sank ned i blød undergrund. ”Fascine” modellen medbragte pakkede bjælker, kæppe og grene, der kunne bruges til at fylde grøfter og vandløb med. En anden type medbragte en lille bro, kaldet en ”Small Box Girder”, som kunne smides ud, hvor der var brug for den. For eksempel til at komme over moler og dæmningsværk ved Landgangen.
Udover de nævnet vogne indeholdt Hobarts garage et væld af ingeniørkøretøjer. De såkaldte BARV (Beach Armoured Recovery Vehicle) vogne, var beregnet til oprydning og assistance på selve stranden. De havde en næsten skibsagtig overbygning i stedet for det normale tårn og var derudover ekstra vandtætte, så de kunne kører rundt in strandkanten uden at få våde fødder. Teknisk set var BARV køretøjerne ikke en del af Hobarts Funnies, fordi de var udviklet af Royal Electrical and Mechanical Engineers, men de går historisk set som en Funny.
AKR (Armoured Ramp Carrier) var en række Churchill kampvogne der medbragte en lille rampe, så de kunne give en ”hestesko” til andre køretøjer. Centaur Bulldozeren var en Cromwell tank ombygget til panseret bulldozer. Modsat de almindelige bulldozere, så kunne en Centaur holde trit med kampvognene. Canal Defence Light var en selvkørende lyskaster (normalt en Matilda kampvogn). Ideen var ikke, som man måske kunne tro, at belyse fly på nattehimmelen, men at blænde modstanderen under et natangreb.
Duplex Drive tanks, eller DD tanks, var amfibiekampvogne der kunne sættes i vandet et stykke fra kysten og selv svømme ind til land. Man anvendte både Sherman og Valentine kampvogne, selvom Valentine modellen kun blev brugt på øvelser. Sherman tanks blev udstyret med et kanvas hylster, der kunne trækkes op over kampvognens dæk og holde vandet ude. Desuden havde de skruer som et skib, der blev drevet af vognens hovedmotor gennem et gearsystem. Med sådan en karl i baglommen, mente de allierede, at de kunne have panser på stranden samtidigt med infanteriet. Ideen var dog bedre på papir end i virkeligheden og man mistede mange kampvogne, når nervøse besætninger på landgangsbådene satte dem i vandet for tidligt. I kammeratlig tale stod DD for Donald Duck. DD kampvognen var den eneste af Hobarts Funnies der blev anvendt af de amerikanske styrker under D-dagen.
En af de mest effektive af Hoberts Funnies, var en Churchill kampvogn modificeret med en trailer med en ekstra 1800 liters brændstoftank tilsluttet en kraftig flammekaster, med en rækkevidde på over 100m. Herligheden gik under navnet Churchill Crocodile. Oprindeligt var krokodillen kun tiltænkt 79th Armoured Division, men dens effektivitet som angrebsvåben betød, at andre panserenheder skreg efter deres egne krokodiller. En af køretøjets specialiteter, var afskydning af en utændt brændstofstråle, med 15 liter i sekundet, mod Tyske forsvarsstillinger, så det sprøjtede godt ind i alle åbninger, hvorefter krokodillen sendte en brændende stråle brændstof mod målet og antændte det gennemvæddede område. Flammekasteren var monteret i inde i selve kampvognen, hvilket bevirkede, at kampvognens 75mm kanon stadig kunne benyttes. Det var et frygteligt våben og alene det hvæsende brøl fra flammekasteren, kunne få tyskerne frem med hænderne oppe.
Panserede morsomheder,