Lige siden militærflyvningens tidligste barndom, har piloter i alverdens luftvåben elsket at sætte deres personlige præg på den flyvemaskine de var tildelt. Denne form for luftfarts-graffiti var oprindeligt udført på maskinens fuselage, fordi det var med til at identificerer de individuelle piloter i en tid uden radiokommunikation.

Herunder ses det italienske flyveres Count Francesco Baracca med sin SPAD S.VII, hvorpå emblemet cavallino rampante tydeligt ses. Francesco døde under krigen, men efter krigen præsenterede hans far mærket til den italienske bildesigner Enzo Ferrari, der gjorde det til logo for hans automobiler – hvilket det stadig er.

Under første verdenskrig var det stadig kun de absolut bedste piloter, der havde mod nok til at bemale deres fly, så det skilte sig ud fra mængden. Manfred von Richthofen var med sin berømte røde Fokker Dr. I nok den mest kendte af disse piloter. Andre enheder benyttede disse bemalinger som eskadrillemærker, hvilken de i øvrigt senere også udviklede sig til. Af de mest berømte kan nævnes den Amerikanske ”Hat in the Ring” eskadrillen 94th Aero Squadron.

Det amerikanske es Eddie Rickenbacker i en Nieuport 28

Under anden verdenskrig udviklede disse små kunstværker sig til en dissideret konkurrence mellem piloterne og det var meget få maskiner der ikke fik både navn og motiv. De færreste luftvåben tillod denne graffiti, men eftersom det tilsyneladende styrkede sammenholdet blandt besætninger, eller gav piloten et mere personligt forhold til materiellet, så blev der som regel accepteret som. At der var tale om et brud på reglementet har nok gjort sit til kunstartens udbredelse.

Motiverne var ofte noget der mindede om pilotens civile liv, så som en kæreste, eller bare noget fra deres hjemstavn. Der var dog også motiver af ren bravado, hvor motiver med død og ødelæggelse ofte gives et halvhumoristisk tilsnit. De kunstnere der stod bag motiverne, var som regel bare forskellige folk der var tilknyttet operationsområdet af en eller anden årsag og de tog sig ofte godt betalt for håndværket. Der var dog også eskadriller der ligefrem hyrede professionelle kunstnere. 39th Pursuit Squadron hyrede sådan en kunstner til deres ”Cobra in the Clouds” logo.

En af de største næsebemalingskunstnere var mekanikeren Tony Starcer, der var tilknyttet 91st Bomber Group og i løbet af krigen malede over 100 B-17 næser, inklusiv den berømte Memphis Belle(den første amerikanske bombemaskine der fuldførte 25 missioner).

Selvom jagerflyene havde deres egne eksponenter for kunstarten, så var det anden verdenskrigs bombemaskiner der blev de førende indenfor næsebemalingen. Nu er der jo naturligvis også mere plads på en bombemaskines næse, men det skyldes også at besætningerne havde langt større brug for det fælles bånd sådan en bemaling bragte. Langt de fleste jagerpiloter nøjedes med at navngive deres maskine og eventuelt male hajtænder under næsen. Desuden var der større udskiftninger af materiel i jagereskadrillerne, hvorimod bombemaskinerne gerne gjorde tjeneste i årevis.

En kunstner udøver sit håndværk

Boeing B-29 Peace on Earth

USAAF Boeing B-29-40-BW Superfortress med besætning

B-25 Mitchell

Major Richard Bong med Marge

Sidste hånd lægges på denne B-29 næsebemaling

Testflyet Bell X-1 under en næsebemalet B-29

Anden verdenskrig var næsebemalingens guldalder og efter Koreakrigen forsvandt de farverige næser langsomt fra de fleste landes luftvåben. Heldigvis kan der dog stadig findes enkelte moderne militærfly, der holder traditionen i hævd, men skal man virkelig se næsebemalinger, så skal man lede i veteranflyenes verden. Her sættes der stadig en stor ære i maskinernes næser.

Ryanair kan også være med

Tags: anden verdenskrig, fly, flyvning, luftfart, nose art, teknik