Apollo programmet kostede den amerikanske stat godt 20 milliarder dollar (135 milliarder i 2005 dollar), Hvilket jo er en anseelig sjat penge, bare for at kunne blære sig med, at have været på månen. Måske er det derfor rimeligt, at spørge om det kunne være gjort billigere?
Der er nok ingen tvivl om, at Apollo programmet kostede det et Apollo program nu koster. NASA var under konstant økonomisk tilsyn og det er givet, at de ikke har kastet om sig med pengene. Allerede inden den første raket havde forladt jorden, var der politikere i det amerikanske senat, der ønskede at skære kraftigt i programmets budget. Faktisk måtte NASA i 1970 skære de sidste 3 månemissioner væk, for at tilpasse budgettet.
Så hvis man ikke kunne spare mere på Apollo programmet, hvordan kunne man så eventuelt nå månen billigere?
Ingeniørerne hos McDonnell , der havde bygget Gemini fartøjet, var ikke i tvivl. Deres Gemini var ikke bare en billig løsning til kredsløb omkring jorden, det var et potentielt månefartøj. Selvom NASA allerede havde besluttet sig til for udviklingen af et 3 mands Apollo fartøj og anså Gemini som et midlertidig testfartøj, så var der også folk i NASA der talte for Gemini som månefartøj
Selv med de påtænkte forbedringer for en måneflyvning, så vejede Gemini en hel del mindre end Apollo fartøjet. Gemini og et Centaur boostertrin kunne bringes i orbit med 2 Titan 3C raketter, hvilket alene ville spare udviklingen af Saturn V raketten. Den første plan benyttede sig af Lunar Orbit Rendezvous, ligesom Apollo, men i stedet for den komplekse Lunar Lander ville man benytte en langt lettere enkeltmands lander. Der var to udkast til denne lander og begge ser temmelig skræmmende ud.
Den første udgave af månelanderen til Gemini
Den anden udgave af en Gemini Lunar lander
Gemini og LM under Lunar Rendezvous
Programmet ville være forløbet over 16 Gemini opsendelser og kunne have sat en mand på månen allerede i 1966, hvis alt var forløbet efter planen. Projektet blev afvist af NASA’s Space Task Group, men tanken om Lunar Orbit Rendezvous blev overført til Apollo. Det var nemmere og billigere at designe to separate fartøjer, der hver var specificeret til en begrænset rolle.
Beregnet med nutidens oplysninger, viser det sig at 1966 måske var lige lovligt optimistisk. Programmet var tiltænkt at benytte Saturn 3C raketten, der endnu ikke var udviklet (og heller ikke blev det), til den faktiske månemission. Lægger man denne udviklingstid til programmet, plus den ekstra tid den faktiske udvikling af Gemini fartøjet tog, så ender men med en dato for Gemini månelandingen i december 1968, altså kun godt et halvt år før Apollo. Besparelsen er beregnet til kun at være 4 milliarder dollars. Det kan nok ikke betvivles, at NASA ledelsen valgte rigtigt, da de besluttede sig at benytte de langt mere alsidige Apollo missioner. Gemini’s Lunar Orbit Rendezvous løsning, ville måske nok kunne have bragt en mand til månen, men den begrænsede anvendelsesmulighed ville simpelthen ikke have været besparelsen værd.
Man valgte altså Apollo programmet - her Apollo 11 launch
Det var dog ikke det sidste man hørte til Gemini månerejser. Efter ulykken med Apollo 1 opdagede man, at Apollo missionerne var temmelig risikable. Naturligvis havde man været klar over risikoen før ulykken, men med 3 døde astronauter kom det ligesom lidt tættere på. Man var naturligvis også ganske nervøs for, at astronauterne skulle strande på månen, eller i kredsløb omkring månen. McDonnel gik derfor tilbage til deres Gemini måneprojekt og fremtryllede et redningsfartøj.
Med udgangspunkt i Gemini B, der var en forbedret udgave af gemini fartøjet udviklet til det amerikanske forsvars Manned Orbital Laboratory (MOL) program, udtænkte man tre forskellige redningsmetoder.
Den første var ganske simpelt en Gemini B, der hentede astronauterne hjem fra månekredsløb. Fartøjet skulle løftes med en Saturn V raket, der ville være kraftig nok til også at benyttes til Trans Lunar Injection. Gemini’s egen motor skulle så anvendes til Trans Earth Injection, efter at astronauterne var hoppet over i den tomme Gemini.
Den anden ide var et Lunar Surface Survival Shelter, der skulle opsendes og lande på månen før Apollo missionen. Hvis Apollos Ascend motor kiksede, så kunne astronauterne vade over i Gemini og benytte den til at komme op til Service modulet.
I den tredje version skulle en Gemini månelander fjernstyres til landing i nærheden af en strandet Apollo lander. Fartøjet var stort set maget til løsning to, men skulle altså kun anvendes i tilfælde af strandede astronauter. I begge tilfælde var der næsten tale om en Direct Ascend, hvor hele fartøjet fløj op og landede på månen. Det ville dog efterlade sit descend trin på månen under hjemturen.
Ingen af løsningerne blev godkendt af NASA, så Apollo drengene var afsted uden mulighed for redning.
Gemini Lunar Surface Rescue Spacecraft
Alle trin
Når rumfartseksperter kigger på Gemini alternativet i dag, så har de jo mulighed for, at tage forbehold for rent praktiske ting man ikke kunne forudse i starten af 60erne. Ved udelukkende at have brugt Titan 3 raketter og benytte sig af både Earth Orbit Rendezvous og Lunar Orbit Rendezvous som ved Apollo, kunne man muligvis have bragt den spinkle Gemini lander til månen i 1967 for kun 9 milliarder dollars. En kraftig besparelse, men så havde vi hverken haft de fede Saturn V raketter, eller den kølige Moon Rover.
Til månen med Gemini,
