Aluminium overcast

Da anden verdenskrig endelig sluttede med Japans betingelsesløse overgivelse 14. august 1945, stod det Amerikanske militær med uanede mængder af materiel, der nu ikke længere var brug for. Derudover kørte det såkaldte militærindustriellekompleks stadig med fulde omdrejninger hjemme i staterne og fremstillede dagligt flere hundrede fly, kampvogne, kanoner, jeeps og lastbiler.

Materialer der under krigen havde været reserveret til militærbrug, kunne nu frigives til fremstilling af civile produkter. Den Amerikanske regering havde forudset krigens afslutning og taget forholdsregler mod den pludselige efterspørgsel på disse materialer, der på grund af krigen allerede var i restordre: Man ville simpelthen smelte lortet om. Det betød at folk der havde givet deres potter og pander til oprustningen, nu ville få mulighed for at købe dem tilbage igen.

Allerede få dage efter 14. August begyndte det amerikanske luftvåben at flyve sine maskiner til fjerntliggende flyvepladser, der var udpeget som lagerpladser for overskydende materiel. I alt er det estimeret, at det amerikanske forsvar havde 150.000 fly i overskud efter krigen. Nogle af disse fløj direkte fra fabrikkernes samlehaller til ophugningspladser rundt omkring i staterne.

B-17 bombemaskiner venter på ophuggerens økse

B-17 bombemaskiner venter på ophuggerens økse

Mindre maskiner, der ikke selv kunne klare turen hjem over Stillehavet, blev ophugget på stedet. Det gik særligt hårdt ud over de tusindvis af jagermaskiner der opererede fra fremskudte baser nær Japan. Et fåtal af dem overgik til lokale regeringer, men de fleste blev stablet oven på hinanden og bombet, eller hakket i stykker med store gravemaskiner og begravet.

P-38 Lightning jagere på Filippinerne

P-38 Lightning jagere på Filippinerne

Man forsøgte at sælge maskinerne til luftfartsinteresserede amerikanere, men der var ikke mange der havde råd til at holde en firemotoret bombemaskine flyvende. Lidt lettere gik det med den mindre træningsfly, der blev købt af flyveklubber, flyveskoler og privatpersoner. Priserne var ualmindelig lave fordi man ikke engang kunne overskue at hugge dem op.

BT-13 $450
P-38 $1,250
AT-6 $1,500
A-26 $2,000
P-51 $3,500
B-25 $8,250
B-17 $13,750
B-24 $13,750
B-32 $32,500

I dag koster en luftdygtig P-51 Mustang mellem 3-5 millioner dollar, så selv med inflationen taget i betragtning, ville det have været en fantastisk investering.

Stuntpiloten og flyentusiasten Paul Mantz købte i 1946 en pose blandede fly: 475 stykker af alle slags, deriblandt 305 tunge bombefly. Regningen lød på 55.425$, hvilket er godt 116$ per maskine. Han beholdt 12 til sit private firma og solgte resten til skrot. Rygter vil vide, at Mantz tjente sine penge ind alene på det brændstof der var tilbage i tankene.

Mantz med sit legetøj

Mantz med sit legetøj

Lige siden ophugningsdagene har veteranflyentusiaster snakket om glemte eskadriller, eller underjordiske hangarer med efterladte fly, der bare venter på at blive fundet. Ekspeditioner har gennemtravet Stillehavsøerne uden at finde spor af denne moderne piratskat, men det betyder jo ikke, at man ikke en dag finder noget – der er uendeligt meget plads derude. Men man behøver skam ikke rejse helt til Stillehavet for at finde gamle glemte fly. Mange af de solgte fly endte hos diverse mennesker der oprindeligt havde planer for dem, men som af forskellige årsager aldrig fik udført dem. Nogle blev skrottet op gennem 50’erne og 60’erne, men andre forputtede sig rundt omkring i lader og markskel. En sjælden gang imellem dukker disse fly op igen.

Selvom billedet er fra 50'erne, så hænger denne B-17 stadig over tanken

Selvom billedet er fra 50'erne, så hænger denne B-17 stadig over tanken

En sjælden Bristol Fairchild Bolingbroke fundet i Canada

En sjælden Bristol Fairchild Bolingbroke fundet i Canada

Spøgelseseskadrille på Kingman Air Field

Spøgelseseskadrille på Kingman Air Field

B-17 maskiner og Wright Cyclone motorer venter på bødlen

B-17 maskiner og Wright Cyclone motorer venter på bødlen

Så er de næsten potter og pander igen

Så er de næsten potter og pander igen

Heldigvis var den nogle få der slap fra smelteren

Heldigvis var den nogle få der slap fra smelteren

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Aluminium overcast, 10.0 out of 10 based on 1 rating
Be Sociable, Share!
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *