Aviatrix, eventyrer, hesteopdrætter, våbensmugler og værtshusholder: Florence Lowe “Pancho” Barnes kunne skrive det hele på CV’et. Hun var født i en velhavende familie fra Pasadena i Californien, men denne livsstil passede aldrig den livsglade Florence. I 1924 sneg hun sig, forklædt som mand, ombord på et bananskib med kurs mod Mexico og tilbragte de næste mange måneden på eventyr i Mexico. Det var under denne rejse, at Florence fik øgenavnet Pancho, fordi red rundt på et æsel og derfor mindede hendes rejsekammerat om en karakter fra Don Quixote – figuren had faktisk Sancho Panza, men navnet Pancho hang ved resten af hendes liv.
Florence bliver til Pancho under Mexicos bagende sol
Da hun vendte hjem til USA, kedede hun sig bravt og besluttede derfor, at lære flyvningens ædle kunst. På dette tidspunkt var der kun en lille håndfuld kvindelige piloter, så de blev hurtigt kendt i hele luftfartsverdenen. Pancho fløj som stuntpilot for en række Hollywood film og deltog aktivt i 20’ernes store Air Races. I 1930 brød hun Amelia Earhart’s hastighedsrekord (for kvinder) med 196km/t i en Travel Air Type R ”Mystery Ship”.
Pancho med hendes Mystery Ship
Pancho og Eathart efter et Womens Air Derby
Hun var en fantastisk personlighed, der hurtigt tiltrak sig mange venner blandt de festglade filmstjerner og filmproducenter i Hollywood. Desværre havde hun intet begreb om økonomi, så da den store depression i 30’erne ramte Amerika, stod den tidligere millionøse uden en klink på lommen. Hårde tider var dog aldrig noget Pancho tog særligt højtideligt. Hun solgte sin lejlighed og købte et faldefærdigt landsted i Mojave ørkenen, tæt ved den lille militære flyveplads March Army Air Base.
Da anden verdenskrig startede, blev den lille flyvestation hjemsted for tusindvis af amerikanske soldater, og den iderige Pancho begyndte, at sælge forskellige vare til militæret. Efterhånden udviklede hendes farm sig til en lille kro, hvor soldaterne kunne slappe lidt af efter træningen. Pancho udvidede konstant sin forretning, først med en landingsbane (så hendes luftfartsvenner kunne komme på besøg), derefter en svømmepøl, så et hotel, en rideklub, en resturan osv. Panchos forbindelser i Hollywood sørgede for en konstant strøm af smukke unge piger, der kunne serverer for kunderne, det var dog ikke et bordel. Pancho gav stedet navnet: The Happy Bottom Riding Club.
Rideklubben i dens storhedstid
Pancho og Servertrisserne i klubben
Efter krigen blev den lille flyvestation ombygget til Amerikas største test og forsknings-flyveplads, hvilket afstedkom en ny bølge af gæster. Personligheder som Jimmy Doolittle, Buzz Aldrin og Chuck Yeager drak om kap og gik på jagt med Pancho i rideklubbens storhedstid. Desuden blev stedet frekventeret af en lang række Hollywood stjerner og forretningsmænd, der nød den direkte adgang fra landingsbanen og de ulovlige pokerspil i baglokalet.
Pancho og Yeager hygger sig ved klaveret i rideklubben
Desværre havde den bramfrie Pancho også en del uvenner i det Amerikanske luftvåben, og da flyvestationen, der nu hed Edwards Air Force Base, i 1952 skulle udvide, blev det besluttet at Panchos område skulle overtages af militæret. Pancho kæmpede en brav kamp mod den militære overmagt, og sidst i 1953 vandt hun overraskende ved alle instanser. Desværre var rideklubben brændt under mystiske omstændigheder kort tid forinden. Pancho flyttede til en mindre by i nærheden og luftvåbnet overtog hendes jord – den påtænkte baneudvidelse blev dog aldrig til noget.
Rideklubben som den henligger i dag
Pancho havde håbet at genstarte rideklubben på hendes nye ejendom, men omvæltninger i flyvevåbnets personalepolitik (de nye officerer var mere karriererfokuserede og Edwards basen tilbød nu lignende faciliteter) satte en kæp i hjulet for Panchos planer. I stedet brugte Pancho sine penge på dyre væddeløbsheste, som hun absolut ikke havde brug for i den Californiske ørken. Hendes landsted forfaldt og hendes venner spredtes for alle vinde efterhånden som luftvåbenet forfremmede og forflyttede dem.
I starten af 70’erne var hun ikke mere end en glemt posedame der boede i et skur i ørkenen. Hun var dog blevet diskuteret under en middag på Edwards basen og en gruppe personer besluttede, at undersøge hvad der dog var blevet af Pancho Barnes. De fandt hende i skuret, hvor hun råbte dem an med: ”er dette et officielt, eller en venskabeligt, besøg?”. Da de spurgte hende om forskellen, svarede Pancho i vanlig stil: ”Ved officielle besøg tager jeg min kunstige pat på”. Hun havde nogle år forinden mistet det ene bryst til brystcancer.
Året efter blev Pancho feteret som æresgæst ved den årlige ”Testpilot Reunion” på Edwards basen, hvor hun underholdt forsamlingen med bramfrie fortællinger fra de glade dage i rideklubben.
Til trods for sin status af genfunden kendis, døde Pancho fattig og alene i sit skur i marts 1975. Der skulle gå flere dage inden hendes søn fandt liget. Et sørgeligt endeligt for en person af hendes kaliber. Siden 1980 har personalet på Edwards Air Force Base afholdt en særlig Pancho Barnes dag på rideklubbens ruiner, med BBQ, alkohol og dans til orkester, for at mindes den livsglade flypioner.
Pancho med toppen af kvindelige piloter sidst i 20'erne
Pancho som hun nok helst ville huskes
