Som gammel flymekaniker undres man ofte over sære kapitler i luftfartens historie, men man behøver vist ikke være professionel for at studse over nedenstående Piasecki PA-97 Helistat. Det er nemlig ikke hver dag man spænder fire Sikorsky S-58 helikoptere på en gitterkonstruktion og forsøger at flyve med dem.
Piasecki Aircraft Corporation er en af de mange Amerikanske flyfabrikanter der aldrig fik luft under vingerne (om man så må sige..) I årenes løb fremstillede Piasecki mange spændende projekter, men der var altså ikke kommerciel succes i nogen af dem. Muligvis derfor besluttede firmaet i 1986, at det kunne være skæg, at krydse helikopteren med luftskibet. Resultatet var den noget besynderlige PA-97 Helistat. Et apparat der lignede noget den glorværdige Professor Balthazar stod bag.
Hele PA-97 projektet drejede sig om at fragte tunge ting til og fra uvejsomme steder. Man forestillede sig nemlig, at det Amerikanske skovvæsen skulle fragte tømmer og skovfældningsmateriel ophængt under Helistaten. Basen var et US Navy ZPG-20 luftskib, men for at øge løfteevne svejsede man altså en helikopter i hvert hjørne. Hele gøgemøget betjentes fra helikopteren i det bagerste venstre hjørne og den færdige maskine var ikke stabil end den synede.
Den første prøveflyvning fandt sted 16. april 1986 på den berømte Naval Air Engineering Station Lakehurst i Lakehurst, New Jersey (hvor det Tyske luftskib Hindenburg kom så skrækkeligt af dage), og det lykkedes faktisk piloten at styre PA-97 lidt rundt over pladsen. Langt værre gik det godt en måned senere, hvor et kraftigt vindstød sendte maskinen sidevers over banen, hvilket forårsagede et brud i understellet. PA-97 gik derefter i selvsving og selvom piloten forsøgte at vinde højde, så splittede hele konstruktionen sig selv ad. Desværre omkom den 39årige pilot Gary Olshfski, men et eller andet sted havde han vist selv været lidt uden om det.
Så vidt jeg ved, han man ikke siden forsøgt at spænde helikoptere på luftskibe og det er i grunden nok en fornuftig udvikling.
Professor Balthazar I Amerika,