Der er tendens til at forbinde flydesign med noget lækkert og aerodynamisk. Begrebet alene leder jo også tankerne hen på strømlignede maskiner der elegant glider gennem luften, men man bør huske på, at selv en brosten kan beskrives med aerodynamiske ligninger. Derfor er der heller ingen garanti for, at flykonstruktører ender op med lækkerheder på tegnebordet.

Der er nok to forskellige tilgange til flydesign. Den første tilsigter funktionalitet, men holder et vågent øje med, hvordan produktet ender rent visuelt – det gør ikke noget, hvis det ser lidt godt ud. Tilgang nummer to er komplet ligeglade med det visuelle. Det drejer sig udelukkende om funktionalitet. I den sidste kategori er der muligvis en gruppe designere, der tilsyladende går direkte efter et grimt visuelt resultat – en flyvende øjebæ!

Herunder vil steampunk.dk præsenterer en række flyvende maskiner, der måske burde have været en ekstra gang forbi den estetiske kvalitetskontrol.

Mielec M-15 er noget så sjældent som et jet-sprøjtefly, men ikke nok med det; det er et biplan! Derfor er flyet forståeligt nok navngivet efter helvedes mest støjende demon – Belphegor. Fartøjet er designet i Polen til en Svojetisk specifikation, med de uendelige kollektive marker som fremtidig arbejdsplads. Man forventede bestillinger på omkring 3000, men flyet skuffede og kun 175 blev fremstillet.

Short SB.6 Seamew var en Britisk besynderlighed, der skulle tjene som anti-ubåds fly for The Royal Navy. Den fløj første gang i 1953 og var ikke bare umådelig grim, den haved elendige flyveegenskaber. Navy testpiloten Arthur Pearcy skrev følgende om Seamew: “only Short Brothers’ test pilot Wally Runciman seemed able to outwit its vicious tendencies and exploit its latent manoeuvrability to the limit.” Der blev bygget 19 stykker, men ingen af dem eksisterer i dag,

Bennett PL-11 Airtruck var et andet spøjst sprøjtefly. Uhyret er designet og fremstillet i New Zealand, der som det tydeligt ses ikke hører til toppen af flyfremstillende nationer. Modsat de to tidligere fly, så var PL-11 faktisk ikke ringe, omend dets særlige arbejdsopgave nødvendiggjorde et besynderligt udseende. Oprindeligt var den bygget af stumper fra udrangerede Harvard træningsfly, men efterhånden som disse stumper slap op, lavede man designet lidt om og byggede dem af nye materialer. Der blev bygget i alt 118 Airtrucks.

Ilyushin Il-102 var et forsøg på et ground-attack fly fra den Russiske flyfabrikant Ilyushin. Flyet fløj første gang i 1982, men var ikke på højde med konkuranten fra Sukhoi (Su-25) og blev fravalgt. Med vanelig Sovjetisk hemmelighedskræmmeri, blev Il-102 gemt af vejen indtil 1992, hvor den blev præsenteret på Mosaeroshow og tilbudt som eksportvare – forståeligt nok var der ingen salg.

Selvom man muligvis bør give de tidlige flydesignere noget friløb, så er Blackburn R-1 Blackburn fra 1922 alligevel lige en tand for meget. Flyet bygget til rekognoscering-rollen for den Britiske flåde og gjorde tjeneste i denne rolle indtil 1931, Naturligvis sad piloten ude i den friske luft (under vingen), ligesom der kunne sidde nogle besætningsmedlemmer bag vingen (som det ses på billedet).

Percival P.74 var uden tvivl både verdens grimmeste og verdens dårligste helikopter. Den var drevet af en sirligt jetsystem, der sendte udstødning gennem rotorens tipper, hvilket ikke ligefrem fremmede dens egenskaber. P.74 kom aldrig så meget som en tomme over jordens overflade og projektet blev hurtigt gemt af vejen. Helikopteren var notorisk svær at komme ind i og ifølge en af testpiloterne: “the cockpit, flying controls and engine controls… designed without any input from a pilot.”