Hælder man lidt til det hedenske, så bør man lægge søndagsturen forbi Borgund i Norge, hvor kristendom og asatro tilsyneladende blandes i en imponerende bygning. Her finder man nemlig en traditionel norsk stavkirke udført efter alle vikingetidens arkitektoniske kunstfærdigheder.
Kirken i Borgund er dog ikke fra vikingetiden, der som bekendt sluttede i 1066, men opført i tiden 1180 til 1250, hvor vores kære broderfolk for længst var blevet kristne. Kirken er udlagt som en basilika, med korte sideskibe og et forhøjet kor. Der er ingen kalkmalerier som vi kender fra danske middelalderkirker, men kirken er rigt udsmykket med træskærerarbejde. Der er endda runeinskriptioner tilføjet af menigheden under særligt kedelige gudstjenester. En fortæller: Tor gjorde disse runer om aftenen under Sankt Olav messen.
Kirken adskiller sig fra de fleste andre stavkirker ved at indretningen ikke er blevet væsentlig ændret siden reformationen. Det er således en af Norges mest velbevarede stavkirker og den har fungeret som forlæg for rekonstruktionen af andre stavkirker i løbet af 1800tallet.
Man har fundet spor efter et ældre byggeri under Borgund kirke, der enten kan være en tidligere kristen kirke, eller et hedensk offersted. Det er altså ikke usandsynligt, at ægte vikinger engang tilbad de gamle aser mellem Borgunds fjelde. Selve kirken har de dog ikke brugt.
I 1851 blev det lovfæstet, at sognekirker skulle have plads til 30% af lokalbefolkningen og desværre var det kun få stavkirker der kunne leve op til dette. Rundt omkring i Norge begyndte man derfor, at rive de gamle kirker ned og bygge nye moderne kirker i stedet. Heldigvis begyndte historikere og arkitekter at interesserer sig for stavkirkerne og der er nok dem vi kan takke for de overlevende kirker.
Borgund stavkirke fungerede som sognekirke indtil 1868, hvor man byggede en ny og kedelig kirke ved siden af. Den gamle stavkirke overgik til Fortidsminneforeningen, der siden har stået for vedligeholdelsen og driver kirken som museum.
Engang var de norske fjelde fulde af små trækirker, ligesom vi i Danmark har en overflod af sognekirker. De var dog typisk noget mindre end den prangende Borgund stavkirke. De fleste af de andre bevarede middelalderstavkirker ser nemlig ikke sådan ud, og hvor de gør det, er det fordi de blev ombygget til at ligne Borgundkirken i slutningen af 1800’talet. Historikere anser det for sandsynligt, at lokale sognekirker som regel bare var en simpel træbygning i stil med stavkirken i Haltedalen.
Desværre holder kirker af træ ikke så godt som de mere solide danske sognekirker og til trods for et omfattende bevaringsarbejde i slutningen af 1800tallet, så er der i dag er der kun 28 originale stavkirker tilbage.
Ok, måske kan jeg ikke overraske læseren med eksistensen af Norske stavkirker, men som altid gemmer der sig en lille twist i historierne på Steampunk.dk. Borgund-kirken har nemlig en tvilling i ved foden af Black Hills i South Dakota. I 60erne gik den lokale radio-præst, Dr. Harry R. Gregerson, nemlig og overvejede, at bygge en kirke. Han havde fundet perfekte sted i Black Hill bjergenes smukke skove, men var ikke helt sikker på arkitekturen.
South Dakota har mange skandinaviske efterkommere og en dag foreslog en af hans lyttere, at han burde bygge en stavkirke. Gregerson skrev til det norske nationalmuseum, der syntes ideen var alle tiders og fluks sendte ham tegningerne over kirken i Burgund. Den blev bygget af et lokalt tømrerfirma, med hjælp fra den norske træskærer Erik Fridstrom. Chapel In The Hills, som kirken hedder, blev indviet i juli 1969 og har i dag en stor aktiv menighed.