En af verdens første kvindelige supermodeller eksisterede faktisk slet ikke. Fra sidst i 1800tallet tallet og gennem det første årti af den 20ende århundrede solgte hun alt fra cigaretter til pudevår. Hendes karakteristiske korset-formede hvepsetalje, den lange slanke hals, det fine aristokratiske ansigt og det opsatte hår, var kendt af enhver amerikaner. Hun symboliserede det kvindelige skønhedsideal for millioner af amerikanske piger. Hun eksisterede bare ikke.
I en tid før teknologien tillod gengivelse af fotografier i aviser og blade var illustratoren den ubestridte konge indenfor branchen. Der var dog mange om buddet og vejen til toppen kunne være lang og sej. Charles Dana Gibson, der var født i 1867, havde både talent og drømme om en tilværelse som illustrator. Som 14årig sendte hans forældre ham på kunstakademi og et par år senere stod han på gaden som nyuddannet illustrator.
Gibson første år som kunstner var dog noget anderledes end han havde drømt om. Hans indtjening kunne dårligt dække materialeudgifterne og han tilbragte det meste af tiden på rejse mellem forskellige forlag. Hans tegninger udskilte sig desværre ikke synderligt fra mængden og gang på gang kom hans værker uåbnet retur.
I 1886 lykkedes det ham dog at sælge en tegning af en hund til Life Magazine (dengang et forholdsvis indflydelsesrigt satiremagasin). Redaktøren John Ames Mitchell, der selv var kunstner, genkendte så noget i Gibsons tegninger og over de næste 30 år indgik de et tæt samarbejde. Forbindelsen til Life magazine kastede flere andre opgaver af sig og i 1889 havde han penge nok til en studietur til London og Paris. Her mødte han den Engelske kunstner George du Maurier, der var kendt for sine tegninger af overklasekvinder. Gibson lod sig inspirerer af du Maurier og det blev starten på The Gibson Girl.
I den senvictorianske periode opstod den en forholdsvis forbrugergruppe: de unge ugifte velhavende kvinder. Traditionelt havde disse kvinder for størsteparten levet et tilbagetrukket liv i forældrenes hjem, hvor de modtog bejlere og hvorfra de kun enkelte gange begav sig til overklasseballer. De nye unge kvinder var mere selvstændige og satte en ære i uddannelse og aktivitet. Idealet var en elegant ung kvinde, der både kunne begå sig i fornemt selskab og deltage i en sportskonkurrence. Hun skulle være moderne, men dog stadig en støtte for den traditionelle kvinderolle og for eksempel ikke kæmpe for stemmeret. Med en forholdsvis simple streg lykkedes Gibson at fange lige netop de værdier sådan en kvinde skulle indeholde.
Hun afbilledes gerne som en lidt drillende, eller ligefrem forførende, ung kvinde, der bevidst spiller på sin seksualitet i en tid, hvor sex var noget der på det bestemteste foregik i privaten (Gibsonpigen var sexet før sexet var in).
Der opstod en sand Gibson-mania omkring den unge tegnede kvinde. Hun blev brugt som illustration til utallige historier og reklamer og selvom den skønne unge kvinde faktisk ikke én karakter, men en måde at tegne unge kvinder på, så fik hun hurtigt betegnelsen The Gibson Girl (omvendt kunne man ligefrem beskrive en frisk ung kvinde som en Gibson Girl). Charles Gibson sagde selv om sin skabelse, at hun repræsenterede “thousands of American girls“. Han forudså, at den type amerikanske kvinder i fremtiden ville blive verdens smukkeste:
“They are beyond question the loveliest of all their sex…In the United States, of course, where natural selection has been going on, as elsewhere, and where, much more than elsewhere, that has been a great variety to choose from. The eventual American woman will be even more beautiful than the woman of to-day. Her claims to that distinction will result from a fine combination of the best points of all those many races which have helped to make our population.”
Gibsonpigen fangede ikke bare tidens ånd, hun dikterede den. Unge kvinder så i tegningerne de muligheder der var åbnet for dem og de tog rollen til sig på en måde der ikke var set før. Tegningen af Gibsonpigen blev til de rigtige Gibsonpiger, der selvom de måske aldrig eksisterede i overtal alligevel satte deres præg på kulturen og var et lille skridt på vejen mod en mere ligestillet verden. Gibsonpigen selv lå i hvert tilfælde ikke under for nogen.
Der er ingen tvivl om, at Gibson selv tilbad dette kvindeideal. Hun er heltinden og afbilledes aldrig som andet en situationens ubestridte center. Faktisk ses hun ofte som mandens overlegne, hvilket det lykkedes Gibson at serverer til en mandsdomineret verden uden at fornærme nogen (en kunst i sig selv).
Efter Første Verdenskrig skiftede moden atter. Det kvindeideal der voksede ud af krigen, var ikke bare selvstændigt det var decideret uafhængigt. I løbet af krigen havde vestlige kvinder fundet et solidt fodfæste i samfundet, efter kvinder i lange perioder havde fungeret som hjemmets overhoved, hvis de da ikke ligefrem havde arbejdet i krigsindustrien. Der var også sket en ændring i den almindelige befolknings opfattelse af overklassen og man identificerede sig ikke længere med dem på samme måde. Gibsonpigen faldt for aldersgrænsen og Charles Gibson trak sig tilbage til sin lille private ø ud for staten Maine, hvor han hyggede sig og malede oliemalerier indtil sin død i december 1944. Gibsonpigen kan dog stadig ses i plakatbutikker i det meste af den vestlige verden.
The legendary Gibson Girl,